Havets miljø og natur ændrer sig

Den 7000 km lange kystlinje omkring Danmark giver os en række helt enestående naturtyper. Strandenge, rørsumpe, klitter, klinter, bugter, vige og øer danner iøjnefaldende overgange til fjordene og havet – og netop fjorden og havet er vigtige for vores danske identitet (figur 20-1). Længere ude i havet fortsætter den ene naturtype efter den anden under overfladen. Sandrevler, grusbanker og bælter med ålegræs danner fine mosaikker på det lave vand, mens stenrevenes meterhøje tangskove på større vanddybder tydeligt adskiller sig fra den omliggende bare sandbund. Fiskestimer, marsvin og sæler boltrer sig i vandet, og rundt omkring ligger tusindvis af ederfugle og andre fugle.

Som danskere har vi alle under 50 km til den nærmeste kyst, og de fleste af os er vokset op med sommerens badeoplevelser, efterårets vandreture eller andre gode naturoplevelser ved havet. Mange opfatter desuden havet som en uudtømmelig ressource. Gennem generationer har vi da også brugt havet mere og mere intensivt til eksempelvis fiskeri, skibstrafik, havdambrug, sten- og ralgravning. Vi har bygget vindmølleparker og broer og gravet kabler ned i havbunden. Oven i købet har vi brugt, og bruger fortsat, havet som affaldsdepot for miljøfarlige stoffer og næringsstoffer fra landbruget og husholdningerne.

Havet udsender nu alarmsignaler som følge af denne udnyttelse. Alarmsignaler, der ikke er til at overse. Det er f.eks. et tydeligt signal, at det kommercielle fiskeri er reduceret eller helt ophørt i kystzonen. Det er også et alarmsignal, at der bliver færre og færre vandplanter. Desuden oplever vi pludselige og uforudsete opblomstringer af planktonalger, trådalger, vandmænd og hundestejler i kystvandene, og endelig udvikler snegle og fisk misdannelser og skifter køn.