Skoven som sådan er underlagt det overordnede makroklima og de variationer, som vejret byder på, men i kraft af træernes størrelse og lange levetid påvirker skoven samtidig de klimatiske betingelser under kronetaget. Alene af den grund har træerne stor betydning for de skovboende dyr og planter.
Skovens struktur (f. eks. træart, alder, tæthed og højde) – og dermed også skovklimaet – varierer, men generelt er klimaet inde i skoven mere stabilt end i det åbne land udenfor, bl.a. fordi trækronerne giver læ og forhindrer kraftige udsving i lufttemperatur og -fugtighed. Disse klimaforskelle kan bl.a. måles i jordtemperaturen (figur 2-19) og er størst i de perioder, hvor træerne har løv. Desuden er der i skoven mindre lys, mindre vind, generelt lidt køligere om dagen, lunere om natten og en lidt højere luftfugtighed end i det åbne land uden for skoven. Dette er illustreret i figur 2-21.
Fra krone til skovbund
Hele vejen fra træernes kronetag ned mod skovbunden skifter mikroklimaet som illustreret i figur 2-22. De optrukne kurver afspejler forholdene, som de er om dagen i vækstperioden. I den tætteste del af kronetaget findes oftest de laveste værdier for vindhastighed, kuldioxidkoncentration og relativ luftfugtighed. Her findes tillige den højeste temperatur og den største mængde vanddamp.
Den lave vindhastighed skyldes, at vinden bremses i kronetaget, mens forklaringen på den lave kuldioxidkoncentration ligger i bladenes optag til fotosyntese. At temperaturen er høj, skyldes den uhindrede solindstråling på løvet, som også er ansvarlig for, at der fra bladene fordamper store mængder vand. På grund af den høje temperatur giver det høje vanddamptryk alligevel ikke anledning til en særlig stor relativ fugtighed. Alle forholdenes skiften ned gennem skoven kan forklares ved den stadig mindre mængde lys og fordelingen af træernes løv.
Om natten er forholdene anderledes. Temperaturkurven er f.eks. vendt om, så der nu er koldest i toppen af kronerne. Det giver samtidig en stigning i den relative luftfugtighed. Nattens fordeling af temperatur og luftfugtighed skyldes, at udstrålingen af varme fra jorden og træstammerne om natten bremses af trækronerne, så afkølingen under kronetaget bliver relativ lille. Jo tættere kronetaget er, jo mere vil det begrænse temperatursvingninger.
Lys
Lyset i skoven kan som andre steder enten være direkte (fra solskiven) eller diffust (refleksion fra skyer og planteoverflader). Det lys, som trænger igennem til skovbunden, er fortrinsvis diffust.
Nær skovbunden er lysets styrke typisk under 10 % af den, man finder uden for skoven, men der er stor variation afhængig af årstid, træartssammensætning, alder og bevoksningsstruktur. I vækstsæsonen kan der f.eks. være ned til 2 % lys på bunden af en tæt granskov eller bøgeskov og op til ca. 60 % på bunden af en åben askeskov. Om vinteren kan der omvendt være helt ned til ca. 25 % lys på bunden af en bøgeskov. Lysets årstidsvariation under kronetaget i hhv. stedsegrøn nåleskov og løvfældende skov er illustreret i figur 2-16.
Den store variation i skovbundens lys blandt forskellige skovtyper er illustreret i figur 2-23.
I gammel skov kan der opstå åbninger i kronetaget, hvilket giver en stor rumlig variation i lyset og ofte en stigning i lysmængden med alderen. Solens bevægelser på himlen giver vandrende lyspletter eller åbninger med direkte lys. Lysmængden ved skovbunden udviser derfor en stor rumlig og tidsmæssig variation, som skovbundens planter kan udnytte.
Mikroklima i skovkanter og lysninger
Den tætte skov afbrydes ofte af kanter mod mark og åbent land eller af åbninger, lysninger. Kanter og lysninger bryder vinden, og der kan udvikles turbulens, som gør træerne her ekstra udsatte for stormfald (kapitlet Dynamik og forstyrrelser i skoven). Men klimaet er også på andre måder forskelligt fra klimaet i den lukkede skov og kan dermed give mulighed for levesteder for andre dyre- og plantearter.
Lysmængden i kantzonen adskiller sig f.eks. fra lysmængden i skoven. Indtil en afstand fra skoven svarende til omtrent 4 træhøjder når mindre lys til jorden end på åben mark. Indtil omtrent 1 træhøjde ind i skoven vil skovbunden modtage mere lys end i skoven generelt. Små lysninger bidrager til stor variation i lysmængden ved skovbunden. På grund af Solens bane modtager den nordlige del af små lysninger mere lys end den sydlige del, og der skabes et varieret mikroklima, hvor skovtræerne ofte forynger sig fra frø (figur 2-24). Sydvendte skovkanter og små lysninger er solrige og varme levesteder.
Et andet eksempel på mikroklima i skovens lysninger er den mængde vand, som er tilgængelig for planternes rødder. Sidst på vækstsæsonen kan jorden i centrum af små lysninger være omtrent vandmættet til trods for en betydelig udtørring af jorden under et tæt kronedække i den lukkede skov (figur 2-25). De daglige udsving i temperatur og luftfugtighed er typisk større i lysninger og skovkanter end i lukket skov. Nær skovkanten og i små lysninger (svarende til 1-2 træhøjder) dæmper skoven dog stadig disse udsving og beskytter mod nattefrost, men i større lysninger ledes kold luft fra kronetaget ned mod skovbunden om natten og kan give lave temperaturer og evt. risiko for frostskader på små planter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.