FIGUR 2-17 (a). Februars gennemsnitstemperatur forskellige steder i landet. Klimanormal 1961-90.

.

FIGUR 2-17 (b). Julis gennemsnitstemperatur forskellige steder i landet. Klimanormal 1961-90.

.

FIGUR 2-18. Danmarks gennemsnitlige nedbør i mm pr. år. Klimanormal 1961-90.

.

FIGUR 2-21. Lufttemperatur i skov og på mark

.

FIGUR 2-19. Jordtemperaturen i 10 cm’s dybde i og uden for skov.

.

FIGUR 2-20 (a). Vindroser. Flakkebjerg - sommer.

.

FIGUR 2-20 (b). Vindroser. Flakkebjerg - forår.

.

FIGUR 2-20 (c). Vindroser. Flakkebjerg - efterår.

.

FIGUR 2-20 (d). Vindroser. Flakkebjerg - vinter.

.
.

FIGUR 2-22. Forskellige vejrmæssige forholds udvikling op gennem en skov fra bund til top i dagtimerne.

.

FIGUR 2-23. Rangordning af lys i forskellige skovtyper.

.

FIGUR 2-24. Rumlig variation af den relative lysmængde i lysninger med forskellig størrelse og træhøjde. I små lysninger er lysmængden størst nær den nordlige kant, mens den er størst i centrum af store lysninger.

.

FIGUR 2-25. Variation i jordfugtighed i en lysning. Farverne og tallene angiver den procentdel af porevolumet ned i 50 cm’s dybde, der er fyldt med vand. Den hvide linje viser lysningens afgrænsning. I det hvide felt er der ikke målt, derfor 0’erne.

.

I Danmark er den varmeste måned august med 16,5 °C og den koldeste er januar med 1,1 °C. Det placerer os i det nordligt tempererede klimabælte. Grænsen mod det polare klimabælte ligger ved 10 °C som minimum for den varmeste måned, og 5 °C som maksimum for den koldeste måned angiver grænsen mod det subtropiske klimabælte (figur 1-1 i Jordens skove). Vegetationsmæssigt befinder Danmark sig i det tempererede løvskovsbælte. Nedbøren ligger på godt 700 mm om året, dvs. pænt over de ca. 500 mm, som er det mindste, skovvegetation kan trives på.

Ud fra klimaet skal Danmark altså være bevokset med løvfældende skov, og det gælder, uanset om vejrforholdene et givet år befinder sig på deres laveste eller højeste værdier. Sådan er det dog som bekendt ikke i praksis: Mange steder er der nåleskov og ikke løvskov. Grunden til sådanne afvigelser fra “idealet” skal findes i jordbunden og skovdriften og ikke i klimaet.

Det klima, der som beskrevet afgør vores naturlige vegetation, kaldes makroklimaet. Det er temperaturens, fugtighedens og vindens gennemsnitsværdier målt over en 30-årig periode under nøje fastlagte forhold. Den temperatur, fugtighed osv., et enkelt blad i en bøgekrone, en anemone i skovbunden eller en edderkop på en træstamme oplever, kan derimod godt afvige meget fra makroklimaet. Sådanne øjebliksbilleder af vejrforholdene på ganske bestemte steder kaldes mikroklimaet. I det følgende beskrives først makroklimaet og dets betydning for skovene. Derefter zoomes der ind på nogle få udvalgte mikroklimaforhold.

Makroklima og skov

Solenergi og lys Den øverste, venstre del af figur 2-16 viser den del af solindstrålingen, der rammer en bøgeskov nær Sorø hen over året. 12-18 % af denne indstråling kastes tilbage til atmosfæren, når strålerne rammer skovens kronetag. Resten bidrager til skovens opvarmning (omtrent 1/2-2/3) og fordampning (omtrent 1/3-1/2) – hvilket giver anledning til de temperatur- og luftfugtighedskurver, som også er vist i figurens højre del. Kun ca. 1-3 % udnyttes i træers og urters stofproduktion (fotosyntese, se Dannelse af organisk stof). En landbrugsafgrøde tilbagekaster ca. 15-26 % af indstrålingen, så skoven opfanger lidt mere solenergi end landbrugsafgrøder pr. arealenhed.

I stofproduktionen udnyttes kun lys med bølgelængder på 400-700 nm. Når mængden af dette lys er størst midt på en skyfri sommerdag, modtager de øverste blade en energimængde på omtrent 800 J pr. m2 i sekundet. Heraf kan ca. halvdelen bruges i fotosyntesen.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 2-16 (a). Størrelsen af forskellige klimafaktorer i løbet af året målt i Lille Bøgeskov og Suserup Skov. Gennemsnitlig solindstråling over en skov.

.

FIGUR 2-16 (d). Størrelsen af forskellige klimafaktorer i løbet af året målt i Lille Bøgeskov og Suserup Skov. Lufttemperatur.

.

FIGUR 2-16 (b). Størrelsen af forskellige klimafaktorer i løbet af året målt i Lille Bøgeskov og Suserup Skov. Solindstråling på bunden af en bøgeskov.

.

FIGUR 2-16 (e). Nedbørskurven viser landsgennemsnittet.

.

FIGUR 2-16 (c). Størrelsen af forskellige klimafaktorer i løbet af året målt i Lille Bøgeskov og Suserup Skov. Solindstråling på bunden af en granskov.

.

FIGUR 2-16 (f). Størrelsen af forskellige klimafaktorer i løbet af året målt i Lille Bøgeskov og Suserup Skov. Relativ luftfugtighed.

.

FIGUR 2-16 (g). Størrelsen af forskellige klimafaktorer i løbet af året målt i Lille Bøgeskov og Suserup Skov. Jordens vandindhold.

.

FIGUR 2-16. Størrelsen af forskellige klimafaktorer i løbet af året målt i Lille Bøgeskov og Suserup Skov. Nedbørskurven viser dog landsgennemsnittet. Ill.: Jørgen Strunge. Data: K. Pilegaard og E. Dalsgaard.

Afsnit fortsætter her.

Nogle planter formår at udnytte disse store energimængder helt, men det gælder for de fleste danske skovtræer, at bladenes kapacitet for stofproduktion er nået ved langt mindre værdier, da processer i bladenes indre eller andre ressourcer end lys bliver begrænsende (kapitlet Skovens vækst). Det er dog således, at bladene i kronetaget skygger for hinanden, således at dem, der er placeret nederst i kronetaget, normalt kan udnytte alt det lys, de modtager, og derfor vil kronetaget som helhed kunne udnytte perioder med store lysmængder.

De regionale forskelle i indstråling er små. Måles indstrålingen i solskinstimer, dvs. antallet af timer, hvor lyset indeholder en energimængde på mindst 200 J pr. m2 i sekundet, er forskellen mellem de lyseste egne på Sjælland, Bornholm og i Nordjylland og de mørkeste egne i Midtjylland på 335 timer (Skagen i Nordjylland 1774 timer, Isenvad i Midtjylland 1435). Det er ikke nok til at påvirke skovenes træartssammensætning, men det kan betyde noget for, hvornår en given art blomstrer og sætter frugt forskellige steder i landet.

Temperatur Landets gennemsnitstemperatur er 8,3 °C med januar og februar som de koldeste måneder (hhv. 1,1 og 1,2 °C) og august som den varmeste (16,5 °C) – se tabel 2-2. I kystnære egne er det som regel varmere om vinteren og køligere om sommeren end i de mere kontinentalt prægede områder inde i landet. Det skyldes energiudveksling med luften over vand, som har større varmefylde end jord, således at vandet virker dæmpende på temperaturudsvingene. Temperaturen i hhv. februar og juli er vist i figur 2-17. Jordbunden bidrager også til regionale temperaturforskelle, idet sand og grus holder dårligere på varmen, end ler gør. Derfor bliver områder med sandjord hurtigere opvarmet i solskinsvejr og tilsvarende hurtigere afkølet på klare nætter, end lerjordene gør.

Sted Jan. Febr. Mar. Apr. Maj Juni
Hele landet 1,1 1,2 2,9 6,5 11,1 14,0
Bornholm 1,5 1,2 2,5 5,7 10,3 14,3
Lolland-Falster-Møn 1,4 1,5 3,2 6,6 11,2 14,5
Sydlige Sjælland 1,4 1,7 3,4 7,0 11,6 14,5
Nordsjælland 0,7 0,9 2,7 6,7 11,5 14,6
Fyn 1,2 1,4 3,2 6,9 11,7 14,5
Sønder-jylland 1,3 1,5 3,3 6,8 11,3 14,1
Østjylland 0,7 0,9 2,6 6,2 10,9 13,7
Vestjylland 1,2 1,4 3,0 6,5 11,0 13,6
Nordjylland 1,2 1,3 2,8 6,1 10,7 13,7
TABEL 2-2 (a). Gennemsnitstemperaturen januar-juni forskellige steder i landet målt i °C. Gældende perioden 1985-2005. DMI og Vejrhåndbogen, 2007.
Sted Juli Aug. Sept. Okt. Nov. Dec. Året
Hele landet 16,4 16,5 13,0 9,1 4,8 2,3 8,3
Bornholm 17,0 17,4 13,9 10,0 5,6 3,1 8,5
Lolland-Falster-Møn 16,9 17,2 13,6 9,6 5,3 2,5 8,6
Sydlige Sjælland 16,6 17,1 13,2 8,9 4,7 2,2 8,5
Nordsjælland 16,9 16,9 13,0 9,0 4,5 2,0 8,3
Fyn 16,7 16,9 13,3 9,3 4,9 2,5 8,5
Sønder-jylland 16,4 16,7 13,4 9,5 5,1 2,5 8,5
Østjylland 15,9 15,9 12,3 8,5 4,2 1,7 7,8
Vestjylland 16,0 16,2 12,8 9,1 4,8 2,4 8,2
Nordjylland 16,1 16,2 12,8 9,0 4,9 2,5 8,1
TABEL 2-2 (b). Gennemsnitstemperaturen juli-december forskellige steder i landet målt i °C. Gældende perioden 1985-2005. DMI og Vejrhåndbogen, 2007.

Temperaturen bestemmer mange af skovens processer (kapitlet Skovens vækst). For planter tilpasset vores klima har stofproduktionen sit optimum ved omtrent 20 °C, og både fordampning og respiration fra træerne er nært knyttet til luftens temperatur. Jordtemperaturen styrer røddernes vækst og frigørelsen af næringsstoffer i jorden. Generelt er de regionale temperaturforskelle dog så små, at de ikke afspejler sig i skovenes træartssammensætning, med mindre der som for avnbøgs vedkommende er tale om arter, der har deres udbredelsesgrænse i eller nær Danmark. Disse arter kan være følsomme for frost og trives dårligt i landets koldeste egne. Det er dog vigtigt at huske på, at skovdriften, jorden og mængden af hjortevildt også har en stor indflydelse på skovenes træartssammensætning.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 2

FIGUR 2-17. Februars og julis gennemsnitstemperatur forskellige steder i landet. Klimanormal 1961-90. Ill.: Jørgen Strunge efter Scharling, 1999.

Afsnit fortsætter her.

Frost er ødelæggende for planter i vækst og udgør en betydelig risiko, ikke mindst for skovens nytilplantninger. Når luft køles ned, bliver den tung og samler sig lavt i terrænet. I fladt terræn kan lag af kold luft samles over store arealer og give frostskader på små planter, med mindre lagene af kold og varm luft opblandes af vind. Sådanne arealer findes f.eks. i det centrale Jylland, hvor nattefrost stort set kan forekomme hele året, og hvor havets stabiliserende virkning er lille. I bakket terræn optræder nattefrost i forårs- og efterårsperioder ofte i lavninger. Nær kysten indtræder vinterfrosten senere om efteråret og ophører tidligere om foråret end i de centrale dele af landet.

For store træer kan kraftig frost i sjældne tilfælde give frostrevner i veddet, og i ekstremt vintervejr kan store mængder sne og is sætte sig på træernes grene, som knækker under den ekstra belastning.

Nedbør Nedbøren varierer fra år til år, men landsgennemsnittet ligger på godt 700 mm årligt for den klimaperiode, der går fra 1961 til 1990. Denne værdi har været stigende siden omkring 1890, hvor den lå på omkring 630 mm. Stigningen er i øvrigt fortsat i årene efter 1990, f.eks. var både 2007 og 2008 over (nemlig hhv. 866 mm og 783 mm). Nedbøren er højest om efteråret (tabel 2-3), men i øvrigt ganske jævnt fordelt over året uden en alvorlig og tilbagevendende sommertørke.

De regionale forskelle derimod er ganske store: ca. 900 mm årligt i det sydvestlige Jylland og ca. 550 mm på Djursland og i Nordsjælland (figur 2-18). Det skyldes, at vandet kommer med vestenvinden fra Nordsøen ind over landet. Fra kysten mod Den Jyske Højderyg presses luftmassen opad. Dette gør, at luftens temperatur og tryk ændres, således at luftens indhold af vanddamp fortættes med regnvejr til følge (fænomenet kaldes stigningsregn). Når luften har passeret højderyggen og fortsætter hen over den østlige del af landet, er den mere tør, og det østlige Danmark får derfor mindre nedbør end det vestlige (regnskygge). Fænomenet er endnu tydeligere ved høje bjergkæder.

Nedbøren forsyner skoven med vand til dens vækst og trivsel. Da den som nævnt er forholdsvis jævnt fordelt hen over året, har den ikke nogen afgørende indflydelse på skovenes træartssammensætning. Perioder med lav nedbør forekommer dog ofte i foråret og tidligt på sommeren, og så kan skoven alligevel komme til at lide af vandmangel. I de tørre perioder må træerne reducere deres vandforbrug til under det, de optimalt kan udnytte (kapitlet Skovens vækst).

Sted Jan. Febr. Mar. Apr. Maj Juni
Hele landet 62 46 47 40 40 60
Bornholm 57 44 40 36 38 55
Lolland-Falster-Møn 53 37 41 36 37 55
Sydlige Sjælland 52 35 38 37 36 56
Nordsjælland 55 42 41 41 39 63
Fyn 64 44 48 37 40 57
Sønderjylland 73 57 58 39 43 65
Østjylland 60 49 50 42 41 62
Vestjylland 74 63 60 45 41 65
Nordjylland 67 49 49 46 42 63
TABEL 2-3 (a). Nedbøren januar-juni målt i mm forskellige steder i landet. Yderst til højre ses årsgennemsnittet. Gældende perioden 1985-2005. DMI og Vejrhåndbogen, 2007.
Sted Juli Aug. Sept. Okt. Nov. Dec. Året
Hele landet 63 67 75 74 61 66 702
Bornholm 61 53 76 70 64 61 655
Lolland-Falster-Møn 61 62 63 58 56 58 617
Sydlige Sjælland 60 60 68 57 53 57 609
Nordsjælland 66 65 71 64 54 62 663
Fyn 59 63 68 67 57 62 665
Sønderjylland 73 79 85 89 73 77 810
Østjylland 59 67 74 75 56 65 699
Vestjylland 66 80 91 102 76 83 844
Nordjylland 63 76 81 87 64 71 756
TABEL 2-3 (b). Nedbøren juli-december målt i mm forskellige steder i landet. Yderst til højre ses årsgennemsnittet. Gældende perioden 1985-2005. DMI og Vejrhåndbogen, 2007.

Hvorvidt en skov kommer til at lide af vandmangel eller ej, afhænger ikke alene af nedbørens størrelse, men også af fordampningens. I skov er fordampningen ofte større end fra et lavt plantedække, fordi en del regn opfanges i trækronerne og fordamper direkte herfra under eller umiddelbart efter regnvejret. Regnskyl i vækstsæsonen på op til ca. 2 mm når ikke ned i mineraljorden, og det kan være fordelagtigt for skoven med få intensive regnbyger frem for mange små. På årsbasis fordamper ca. 40 % (for nåletræer) eller 20 % (for løvtræer) af nedbøren direkte fra trækronerne under og efter regn.

Den maksimale årlige fordampning fra et plantedække ligger på 560-630 mm – lavest i Midtjylland og højest i Sydsjælland og på Bornholm. Den højeste fordampning findes altså i de regioner, som har den laveste nedbør. Dette kan gøre skov i den østlige del af landet mere tørkeudsat end skov i det vestlige Danmark. Jordens vandholdende og vandledende evne og røddernes udstrækning har dog en afgørende betydning for, hvor meget vand træerne har til rådighed i en aktuel tørkeperiode. F.eks. kan en tør og varm sommerperiode være uproblematisk i veletableret skov på jorder med god vandholdende og vandledende evne, men katastrofal for en nyopvækst, hvor planternes rødder endnu har begrænset udbredelse, på sandede jorder eller på meget tunge lerjorder, hvor træernes rodudvikling og jordens vandledende evne er begrænsende for vandforsyningen.

Vind Vind er luft i bevægelse, og i Danmark kan vinden komme fra alle verdenshjørner (figur 2-20). Hyppigst kommer vinden fra vest (40 %), mindre hyppigt fra øst og syd (25 % hver) og relativt sjældent fra nord (10 %). Med vinden følger vidt forskellige luftmasser og dermed forskelligt vejr. Vestenvind bringer som regel fugtig luft med lavtryk, mens østenvind bringer tør luft med højt tryk. Om temperaturen er høj eller lav afhænger af årstiden. Om sommeren er luft fra vest som hovedregel kølig og om vinteren mild; luft fra øst er derimod varm om sommeren og kold om vinteren.

Vind med lav hastighed spiller en positiv rolle i skoven, idet luften omrøres, så forskelle i temperaturen, fugtigheden og mængden af forskellige gasser som ilt og kuldioxid udjævnes. Lave vindhastigheder kan bl.a. forhindre frostskader på nyplantninger ved at blande kold luft ved jordoverfladen med lunere luft over plantedækket. Vinden spiller selvsagt også en positiv rolle ved at stå for mange træarters bestøvning.

Konstant blæst af en vis styrke, som man f.eks. finder nær den jyske vestkyst, kan være ødelæggende for løvet i trækronerne på grund af slid, og i kystnære skove kan løvet skades af saltdråber som transporteres med vinden. Og rigtig kraftig vind kan, som det bliver beskrevet nærmere i afsnittet Storm og stormfald (inkl. efterfølgende afsnit), lægge større eller mindre dele af en skov helt ned.

Skovens mikroklima

Skoven som sådan er underlagt det overordnede makroklima og de variationer, som vejret byder på, men i kraft af træernes størrelse og lange levetid påvirker skoven samtidig de klimatiske betingelser under kronetaget. Alene af den grund har træerne stor betydning for de skovboende dyr og planter.

Skovens struktur (f. eks. træart, alder, tæthed og højde) – og dermed også skovklimaet – varierer, men generelt er klimaet inde i skoven mere stabilt end i det åbne land udenfor, bl.a. fordi trækronerne giver læ og forhindrer kraftige udsving i lufttemperatur og -fugtighed. Disse klimaforskelle kan bl.a. måles i jordtemperaturen (figur 2-19) og er størst i de perioder, hvor træerne har løv. Desuden er der i skoven mindre lys, mindre vind, generelt lidt køligere om dagen, lunere om natten og en lidt højere luftfugtighed end i det åbne land uden for skoven. Dette er illustreret i figur 2-21.

Fra krone til skovbund Hele vejen fra træernes kronetag ned mod skovbunden skifter mikroklimaet som illustreret i figur 2-22. De optrukne kurver afspejler forholdene, som de er om dagen i vækstperioden. I den tætteste del af kronetaget findes oftest de laveste værdier for vindhastighed, kuldioxidkoncentration og relativ luftfugtighed. Her findes tillige den højeste temperatur og den største mængde vanddamp.

Den lave vindhastighed skyldes, at vinden bremses i kronetaget, mens forklaringen på den lave kuldioxidkoncentration ligger i bladenes optag til fotosyntese. At temperaturen er høj, skyldes den uhindrede solindstråling på løvet, som også er ansvarlig for, at der fra bladene fordamper store mængder vand. På grund af den høje temperatur giver det høje vanddamptryk alligevel ikke anledning til en særlig stor relativ fugtighed. Alle forholdenes skiften ned gennem skoven kan forklares ved den stadig mindre mængde lys og fordelingen af træernes løv.

Om natten er forholdene anderledes. Temperaturkurven er f.eks. vendt om, så der nu er koldest i toppen af kronerne. Det giver samtidig en stigning i den relative luftfugtighed. Nattens fordeling af temperatur og luftfugtighed skyldes, at udstrålingen af varme fra jorden og træstammerne om natten bremses af trækronerne, så afkølingen under kronetaget bliver relativ lille. Jo tættere kronetaget er, jo mere vil det begrænse temperatursvingninger.

Lys Lyset i skoven kan som andre steder enten være direkte (fra solskiven) eller diffust (refleksion fra skyer og planteoverflader). Det lys, som trænger igennem til skovbunden, er fortrinsvis diffust.

Nær skovbunden er lysets styrke typisk under 10 % af den, man finder uden for skoven, men der er stor variation afhængig af årstid, træartssammensætning, alder og bevoksningsstruktur. I vækstsæsonen kan der f.eks. være ned til 2 % lys på bunden af en tæt granskov eller bøgeskov og op til ca. 60 % på bunden af en åben askeskov. Om vinteren kan der omvendt være helt ned til ca. 25 % lys på bunden af en bøgeskov. Lysets årstidsvariation under kronetaget i hhv. stedsegrøn nåleskov og løvfældende skov er illustreret i figur 2-16.

Den store variation i skovbundens lys blandt forskellige skovtyper er illustreret i figur 2-23.

I gammel skov kan der opstå åbninger i kronetaget, hvilket giver en stor rumlig variation i lyset og ofte en stigning i lysmængden med alderen. Solens bevægelser på himlen giver vandrende lyspletter eller åbninger med direkte lys. Lysmængden ved skovbunden udviser derfor en stor rumlig og tidsmæssig variation, som skovbundens planter kan udnytte.

Mikroklima i skovkanter og lysninger Den tætte skov afbrydes ofte af kanter mod mark og åbent land eller af åbninger, lysninger. Kanter og lysninger bryder vinden, og der kan udvikles turbulens, som gør træerne her ekstra udsatte for stormfald (kapitlet Dynamik og forstyrrelser i skoven). Men klimaet er også på andre måder forskelligt fra klimaet i den lukkede skov og kan dermed give mulighed for levesteder for andre dyre- og plantearter.

Lysmængden i kantzonen adskiller sig f.eks. fra lysmængden i skoven. Indtil en afstand fra skoven svarende til omtrent 4 træhøjder når mindre lys til jorden end på åben mark. Indtil omtrent 1 træhøjde ind i skoven vil skovbunden modtage mere lys end i skoven generelt. Små lysninger bidrager til stor variation i lysmængden ved skovbunden. På grund af Solens bane modtager den nordlige del af små lysninger mere lys end den sydlige del, og der skabes et varieret mikroklima, hvor skovtræerne ofte forynger sig fra frø (figur 2-24). Sydvendte skovkanter og små lysninger er solrige og varme levesteder.

Et andet eksempel på mikroklima i skovens lysninger er den mængde vand, som er tilgængelig for planternes rødder. Sidst på vækstsæsonen kan jorden i centrum af små lysninger være omtrent vandmættet til trods for en betydelig udtørring af jorden under et tæt kronedække i den lukkede skov (figur 2-25). De daglige udsving i temperatur og luftfugtighed er typisk større i lysninger og skovkanter end i lukket skov. Nær skovkanten og i små lysninger (svarende til 1-2 træhøjder) dæmper skoven dog stadig disse udsving og beskytter mod nattefrost, men i større lysninger ledes kold luft fra kronetaget ned mod skovbunden om natten og kan give lave temperaturer og evt. risiko for frostskader på små planter.

Boks 4

FIGUR 2-20. Vindroser. Ill.: Jørgen Strunge.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Klimaet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig