Bøndernes og skovbrugets elleskov

Langt de fleste ældre ellebevoksninger har gennem århundreder været underkastet en mere eller mindre regelmæssig stævning (figur 16-5, se også afsnittet Skove med andre driftsformer: Stævningsskove). Det ses tydeligst, hvor træerne er flerstammede og ofte udgår fra store “trunter” (figur 16-4). Da ellesumpene gennemgående er eller var våde og svære at færdes i, foregik stævningen som regel kun i vintre med islæg.

De seneste, omfattende stævninger fandt sted under verdenskrigene pga. brændselsknapheden. Nogle ellesumpe har kun i begrænset omfang været udnyttet siden 2. Verdenskrig. Det gælder navnlig bræmmerne langs søer og åer og de arealer, som dybe tørvegrave gør vanskeligt tilgængelige.

Nogle ellesumpe drives på ny med stævningsdrift. I statens skove sker det af kulturhistoriske grunde og i private småskove, fordi det er en enkel og effektiv driftsform. Med en omdriftstid på 15-30 år fås en god brændeproduktion. Omkring 2006 blev det skønnet, at hugsten i danske ellesumpe omfattede 10.000 rummeter brænde, svarende til omkring 6.000 m³.

Den naturmæssige værdi af stævning er omdiskuteret, men der er ingen tvivl om, at driftformen er forholdsvis skånsom, fordi de ofte omfangsrige trunter tilbyder stabile levesteder for en lang række arter tilknyttet et stabilt skovmiljø. Bl.a. kan vednedbrydende svampe, mosser og insekter finde levesteder, der overlever fra den ene stævning til den næste.

I de gamle engskove med rød-el på relativt tør bund kan stævning være en forudsætning for at opretholde skovtypen – idet ask og andre træarter dér vil kunne udkonkurrere rød-el, hvis der ikke stævnes. På den våde bund er stævning derimod ikke en fordel for naturindholdet, idet naturlige rodvæltere efterhånden skaber en habitatdiversitet, der ikke kan opnås med stævning.

Rød-el er også blevet plantet som led i skovdriften, men navnlig hvor det ikke har været muligt at benytte den mere værdifulde ask som produktionstræart på f.eks. tidligere skovenge og andre fugtige arealer i skoven. Ellen er især blevet plantet som “fyldtræart” i huller og våde lavninger og som støttetræart i askeplantninger. I flere af disse plantninger på våd bund opstod sidst i 1800-tallet problemer på grund af svampen Cryptospora suffusa, ellens gren- og toptørre, som førte til vantrivsel og topdød i mange ellebevoksninger, hvor planterne stammede fra frø fra sydlige herkomster.

På grund af dens hurtige ungdomsvækst og hårdførhed over for frost, bruges rød-el (og en tid også den indførte hvid-el) ofte som forkultur og ammetræ på højbund i plantninger af mere følsomme træarter, f.eks. bøg, ask og nordmannsgran.