Krat

Krat eller kratskov er en vedplantevegetation, der består af buske eller træer, der ikke umiddelbart vil danne højstammet skov eller blive højere end de ca. 5 meter, der almindeligvis indgår i definitionen på skov (kapitlet Verdens og Danmarks skove, om egekrat se Eksempler på egeskove og egekrat).

Krat indgår ofte som et forholdsvis kortvarigt successionstrin i en naturlig udvikling fra åbent land til skov, f.eks. som pilekrat og forskellige tilgroningskrat (se nedenfor). Krat kan dog også være en længerevarende tilstand som følge af barske naturforhold med hårdt vindslid, som i mange kystnære og vestvendte skovbryn (se Særlige levesteder i skovene) og småbevoksninger, f.eks. på Røsnæs og øerne i Stavns Fjord. Desuden ses der langs nord- og vestjyske kyster flere steder naturligt, lavt krat af havtorn og klit-rose – og langs kyster i det meste af landet af den invasive rynket rose.

Tidligere førte hård græsning og hyppig nedhugning eller egentlig stævningsdrift (se Stævningsskove) til, at også eg og bøg dannede lave krat flere steder i landet. Disse krat har nu de fleste steder vokset sig højere end 5 meter, men betegnelserne egekrat og bøgepur (rølle) er fastholdt af kulturhistoriske grunde.

Egekrat omtales under egeskov i afsnittet Egekrat og bøgepur under bøgeskov i afsnittet Bøgekrat.

På skrænter, overdrev, opgivne marker, heder og sletter indledes tilgroningen ofte med krat af fuglespredte buske som ene, rose, tjørn, hyld, slåen og stedvist skov-æble. På fattig bund ofte af tørst og den invasive glans-hæg samt træer som birk, røn, eg og asp.