Løvblandskove

Med “løvblandskov” tænkes der først og fremmest på løvskove uden en egentlig hovedtræart, dvs. hvor ingen af træarterne udgør mere end 50 % af stamtallet, men hvor alle løvtræarter i princippet kan indgå. I blandskove kan træarterne være blandet imellem hinanden eller i mindre grupper og holme.

Blandskove forekommer i stort set hele jordbunds- og fugtighedsspektret, men de artsrigeste findes, hvor de lokale jordbunds- og vandstandsforhold er meget afvekslende. Det kan være naturlige skove med lang kontinuitet, gamle stævningsskove, tilgroningsskove og andre tidlige successionstrin samt forstlige blandingsplantninger. Navnlig kan mange stævningsskove være overraskende artsrige. Det skyldes måske, at stævningen er foregået så hyppigt, at træarterne ikke har haft tid til at udkonkurrere hinanden.

På klippeterrænet på Nordbornholm og i øens sprækkedale findes mange steder nogle meget artsrige og frodige løvblandskove af bl.a. ask, avnbøg, spids-løn, rød-el, stilk- og vintereg, fugle-kirsebær, stedvist lind og med enkelte tarmvrid-røn her og der, men normalt helt uden bøg. Mange steder har elm tidligere udgjort en stor andel i flere af disse skove, men elmesygen har raset også der.

Stedvist står skovene på gamle jernalderagre. Skovene har som alle andre steder været udnyttet med hugst, ofte som egentlig stævningsskov, for at skaffe brændsel og gavntræ til gårdene, men trods hård hugst og græssende dyr har skovene som regel genrejst sig ved hjælp af stødskud og frøopvækst.

Flere varierede og artsrige blandskove er udlagt som urørt skov. Bredvig Mose i Jægerspris Nordskov med el, ask, eg, bøg og Longelse Bondegårdsskov med avnbøg, ask, bøg, eg har været fredet som urørt skov i en årrække.