FIGUR 14-4. Bøgehugst i Bognæs Storskov ved Roskilde i 1931. Det fældede træ, en gammel, bredkronet, flerstammet bøg, har været et værdsat træ i 1500-1800-tallet, dengang oldendrift spillede en stor økonomisk rolle. I 1930’erne kunne den stadig bruges til smågavntræ og brænde, men efter 2. Verdenskrig var en sådan bøg med sin vredne, knastede og knortede form teknisk og økonomisk værdiløs.

.

FIGUR 14-3. Alt træ kan bruges som brænde, men bøgetræ var og er særlig værdsat på grund af dets høje brændværdi. I 1800-tallet gik 85-98 % af bøgehugsten til brænde. Her flådet fra Silkeborgskovene på pram ad Gudenåen. Illustration af Villhelm Pedersen til H.C. Andersens eventyr “Ib og lille Christine”.

.

FIGUR 14-1. Udviklingen i det danske bøge- og egeskovsareal. Opgørelserne frem til 2000 bygger på spørgeskemaer til skovejerne med 10-20 års mellemrum, mens den derefter er baseret på stikprøveundersøgelser ude i skovene. Der kan derfor være metodiske forskelle på opgørelserne; i den seneste er en del arealer, der tidligere ville have været regnet med som bøgeskov, tilsyneladende indregnet i andre kategorier.

.

FIGUR 14-2. Bøgeskov ved Lille Gribsø i Gribskov. Pollenanalyser og kulstof 14-dateringer af bøgeblade fra aflejringer på søbunden har vist, at bøgen muligvis allerede ankom til Gribskovområdet for 4.500 år siden, og at bøgeskov blev fremherskende flere steder på Sjælland og Fyn allerede for 3.600-3.000 år siden. I andre dele af landet skete det langt senere, og visse steder nåede bøgen aldrig frem, fordi skoven allerede var ryddet og bøgen ikke kunne etablere sig i det åbne land.

.

A. Svin på olden under eg. Illustration af brødrene Limbourg, findes i hertugen af Berrys tidebog, Les très riches Heures du Duc de Berry, fra omkring 1414.

.

B. Tamsvin på olden i skoven. Svin finder og æder de fleste af de ret store agern, mens langt flere af de noget mindre bog bliver overset og rodet ned i jorden, hvorved de får ideelle spiringsbetingelser. Oldendriften var derfor til ensidig fordel for bøg.

.

Bøgen indvandrede til Danmark for over 3.500, muligvis allerede 4.500 år siden (kapitlet Skovenes naturgivne rammer). Det var på et tidspunkt, hvor mennesket med landbruget for alvor var i færd med at sætte sit præg på skov og landskab. Den første lange tid var bøgen tilsyneladende kun et underordnet element i skoven, og tidspunktet for, hvornår den begynder at blive dominerende og skov- eller bevoksningsdannende, varierer meget fra sted til sted (figur 3-4). Hvor kulturpåvirkningen var forholdsvis beskeden, bl.a. i Gribskov, skete det allerede for 3.600-3.000 år siden, og hvor påvirkningen var stærkere, skete det væsentligt senere, f.eks. i folkevandringstiden for 1.600-1.200 år siden eller endnu senere (kapitlet Skovenes historie).

Mange steder kan det sandsynliggøres, at den stedlige bøgeskov nedstammer fra den oprindeligt indvandrede bøgeskov på stedet, dvs. genetisk set er “naturskov”. I takt med skovrydning og opdyrkning gik også bøgen tilbage. Da det danske skovareal nåede sit minimum i begyndelsen af 1800-tallet, var skoven og også bøgen helt væk mange steder, især i Vestjylland og på flere mindre øer, bl.a. Ærø og Strynø. I visse tilfælde forsvandt bøgen dog så sent, at den har kunnet nå at sætte sig spor i de historiske kilder eller i stednavnestoffet, f.eks.: Bøgvad, Bøgild og Bøgholm. Men der var også områder i Vestjylland, hvor bøgen efter al sandsynlighed aldrig nåede frem, især fordi åbent land allerede var fremherskende på det tidspunkt, hvor bøgen for alvor bredte sig.

I Østjylland, i Silkeborg- og Roldområdet og på Fyn, Sjælland, Møn og Falster bevarede bøgen en stærk stilling. I eksempelvis dele af Gribskov har der formodentlig været bøgeskov i over 3.000 år. Bøgen klarede også skærene på mindre øer som Æbelø og Romsø. Derudover har bøgen bevaret fodfæstet længere vestpå, f.eks. i Rydhave ved Vinderup, og i Draved Skov og Lindet Skov i Sydvestsjælland.

På Bornholm forekom bøgen tilsyneladende med en lav andel i Jernalderen og frem til 1400-1600-tallet, hvor den var helt udryddet, og dens niche i de tilbageværende skove blev udfyldt af avnbøgen. Men spørgsmålet har ikke helt kunnet afklares, da det, trods ihærdig eftersøgning, ikke er lykkedes at finde aflejringer på øen, der med indhold af pollen, frø eller blade fra perioden har kunnet belyse sagen. Alt er gravet væk som tørv.

Bøgens fravær eller forsvinden fra den vestlige del af landet – fra såvel de fattige hede- og klitegne som de fede jorder i Thy – har givet anledning til at formode, at bøgen og bøgeskoven havde en vestgrænse ned gennem Danmark, og at denne grænse skyldtes vestenvind og salt. Men forklaringen er snarere årtusinders kulturpåvirkning med rydning, opdyrkning og ikke mindst hugst og hededrift med afbrænding. Bøg er med sin tynde bark væsentlig mere sårbar over for brand end bl.a. eg og bævreasp, og blev derfor udryddet mange steder i Midt- og Vestjylland.

Når bøgeskov nu kan træffes i stort set hele landet, skyldes det især senere plantninger og såninger, både i gamle skovområder og egekrat og i plantager, selv helt ude vestpå. På Bornholm blev den således genindført kort efter år 1800, og senere i 1800-tallet blev den indplantet ved bl.a. Højris på Mors og Nørholm ved Varde. I utallige hede- og klitplantager er bøgen bragt ind som anden eller tredje generation, efter at et skovmiljø var gendannet med nåletræplantningerne. I flere plantager, som f.eks. Palsgård Skov ved Hampen Sø, Tisvilde Hegn og Sonnerup Skov i Odsherred står der således over 100 år gamle bøgebevoksninger, og flere steder er bøgen for længst begyndt at så sig i plantagerne. Desuden kommer der stadig ny bøgeskov til gennem skovrejsning på landbrugsjord.

Husdyrenes betydning for bøgeskoven

Skovene blev før år 1800 både udnyttet som kilde til gavntræ, gærdsel (hegningsmaterialer) og brændsel (kapitlet Skovenes historie) og, med få undtagelser, også til høslæt, husdyrgræsning og svinedrift. Heri lå en række konflikter, både mellem udnyttelserne indbyrdes og i forhold til bøgen. Græsning og høproduktion var bedst i meget lysåbne skove uden skyggende bøge, mens svinedriften fordrede mange store, gode oldentræer af eg og bøg. Selv om svinene åd mængder af olden, var de faktisk fremmende for bøgen og bøgeskoven – se boks 14-1. Den samme opfattelse havde man ikke af de øvrige husdyrs rolle. Flere kilder, bl.a. Ludvig Holberg i 1740'erne og Vaupell i 1863, beskriver den omfattende husdyrgræsning som et stort problem for skoven og dens foryngelse (kapitlet Skovenes historie).

I beskrivelserne fra dengang indgår også, hvordan kvægpestårene i 1700-tallet, hvor store dele af kvægbestanden døde bort, kunne give fred til de små nye planter, så de kunne skyde i vejret og nå over bidhøjde. Få års fred for denne nedbidning var tilsyneladende nok til at igangsætte en bølge af opvækst i de forholdsvis åbne skove. “Kvægpestbøge” er ligefrem blevet en betegnelse for bøgeskov fra disse perioder.

I sig selv er dyregræsning næppe i stand til at forhindre skovens og bøgens fremvækst, medmindre der er tale om geder eller et usædvanlig højt antal forsultne dyr. I Høstemark Skov og Tofte Skov ved Lille Vildmose, hvor der er en stor bestand af krondyr, og i Tofte Skov desuden vildsvin, er vildtets bid i stand til at forsinke bøgens fremgang med 25-80 år. Det kan ikke forhindre de lysåbne skove på tør bund i at udvikle sig til bøgeskov. I så fald skal der være tale om højt græsningstryk i forening med andre påvirkninger; typisk om en blanding af græsning, høslæt, hugst og gærdselshugst, der fjerner det tornede spirely, som kunne sikre en tryg opvækst.

Bønderne værdsatte bøgen som brændsel, men anså den sandsynligvis for et problem for græsproduktionen på grund af dens stærke skygge. Uden at det umiddelbart har kunnet dokumenteres, er der en del, der tyder på, at bøgen aktivt er blevet holdt nede flere steder, hvor græsnings- og høslætsinteresserne vejede tungest, f.eks. i Hald Ege.

Fredskovens betydning

Den fredning af de blivende skove, som skovforordningerne af 1781, 1784 og især 1805 indebar, gav et radikalt skifte i skovens betingelser. I fredskovene blev husdyrgræsning, høslæt og gærdselshugst bragt til ophør. Dermed forsvandt ethvert incitament til at holde skyggetræarter som især bøg i ave af hensyn til græsvæksten. Samtidig blev det i en kongelig resolution fra 1799 påbudt, at hjortevildtet (først og fremmest krondyr) i “den fri vildtbane”, dvs. uden for de indhegnede dyrehaver, skulle udryddes for at begrænse skaderne på skov og landbrug. Skoven fik ganske enkelt fred. Flere kilder, bl.a. Vaupell, beskriver, hvordan denne indfredning i sig selv var nok til at få opvæksten til at vælde frem mange steder. Og det var især følgerne af den tætte fremvækst af bøg under egene, Vaupell så malende beskrev årtier senere – se boks 15-2 i Egeskovens økologi.

Samtidig med indfredningerne øgedes den forstlige indsats i skovene betydeligt (kapitlet Skovenes historie).

Bøgeskovdriften tager form

Bøgen overtog rollen som det fremvoksende skovbrugs hovedtræart efter egen i midten af 1800-tallet. I begyndelsen af 1800-tallet, da bøg først og fremmest blev anvendt til brænde samt træsko og småting, var stor- og bredkronede træer nærmest en fordel, men i stigende grad blev der fokuseret på at frembringe kævler, stammer af teknisk høj kvalitet – til møbler, til smørdritler (ca. 1885-1970), gulve (Junckers Savværk fra 1932) og til finér fra omkring 1920.

Det nye fokus fik stor betydning for den forstlige indsats, hugstformen og prioriteringen i forhold til andre træarter og skovtyper. Skovbruget fremmede bøgeskovens udbredelse gennem aktivt træartsvalg, plantninger og såninger og ved bevidst og ubevidst at ændre forholdene til fordel for bøg.

Med den omfattende afvanding, der kendetegner stort set alle danske skove, blev bøgeskoven udbredt til jordbunde og steder, hvor den under uforstyrrede forhold næppe ville have groet eller ville have vanskeligt ved at klare sig. Det gælder f.eks. på fugtige og våde jorde og på stiv, fladgrundet jordbund med forholdsvis højt vandspejl, som flere steder i Østjylland og i Sydsjælland og på Lolland-Falster. I Vindeholme Skov på Sydlolland, hvor der i midten af 1800-tallet ifølge botanikeren Chr. Vaupell stort set ikke fandtes en eneste bøg, er der nu en høj andel af bøgedomineret skov på stærkt udgrøftet bund.

I den tørre ende af jordbundsskalaen har forstlig flid med redskaber, kalkning og kultivering i 1800-tallet sikret bøgeskov på arealer, hvor den på grund af udtørring og græsvækst umiddelbart ville have haft svært ved at etablere sig. Det ses bl.a. i Rudeskov i Nordsjælland, hvor der også i dag står store bevoksninger med fin bøgeskov. I 1900-tallet blev bøgeskov på næringsfattig jord derimod som regel ryddet til fordel for plantning af de mere produktive nåletræer, især rødgran. Det gælder bl.a. store arealer ved Silkeborg, i Rold Skov og i Gribskov og Store Dyrehave.

Alt i alt har skovbruget med dræning og træartsvalg således ført til, at bøgeskovens areal er udvidet på fugtig-frodig og tør-næringsrig bund og indskrænket stærkt på fattig bund. Netto er der sket en tilbagegang i bøgearealet (figur 14-1).

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Bøgeskovens historie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig