Eksempler på bøgeskove

Klinteskoven er et godt eksempel på bøgeskov på kalkbund. Den omfatter 800 ha, hvoraf den østligste del med selve Møns Klint er statsskov. Klinteskoven har i århundreder været domineret af bøg. I 1697 blev den således beskrevet som en stort set ren bøgeskov uden en eneste eg.

Skoven rummer en stor variation af bøgeskovstyper, både muldbundstyper og udpræget kalkbøgeskov, navnlig ud mod kysten. Hvor jordlaget er forholdsvis tyndt, er bøgene vredne og krogede på grund af den kalkrige bund, der bringer forstyrrelse i deres næringsoptagelse (kalkklorose), og på grund af den stærke refleksion af sollys fra havet nedenfor, der så at sige forvirrer deres vækst.

Træerne vokser langsomt på kalkklippen og kan derfor opnå høje aldre. Den svenske forsker Bertil Lindquist, som i 1930'erne undersøgte bøgeskoven på Timmesøbjerg, fandt, at flere af bøgene var op mod 400 år og således var spiret frem i 1500-tallet. Der er stadig nogle tydeligvis ældgamle træer tilbage oven for skrænterne.

Floraen på den kalkrige og ofte ret lysåbne bund er meget artsrig og tæller flere sjældne arter, bl.a. orkideer som stor gøgeurt og arter af skovlilje. Også for mosser, svampe og laver er den kalkrige bund noget særligt, og listen over skovarter, der i Danmark har deres hovedforekomst på Møns Klint, tæller formodentlig flere hundrede arter.

De jævnlige skred på klinten har givet skoven karakter af urørt skov med spændende successioner og vegetationsudviklinger. Der er en stor variation langs klinten fra helt friske skred til gamle skred med tilgroningsstadier i alle aldre. Tilsyneladende er der tale om en form for cyklus på 100-200 og måske op til 500 år. Ved et skred bliver den rå jord blotlagt, og vegetationen totalt nulstillet, hvorefter skovindvandringen eller tilgroningen begynder forfra. Havtorn en af de første vedplanter, der indvandrer akkurat som efter istiden i sin tid, dernæst følger selje-pil, grå-pil, rød kornel, benved, fjeld-ribs, kvalkved, dunet gedeblad samt birk, navr og fuglekirsebær. Stedvist kommer enebær. Efterhånden bindes og stabiliseres jordoverfladen.

Bøgen kommer forholdsvis tidligt. Frøfaldet fra den bagvedliggende skov er stort, og i løbet af nogle år begynder de første bøge at etablere sig. De vokser til. Skoven lukker sammen og skygger i løbet af nogle årtier en stor del af pionerskoven ihjel, hvorefter bøgen dominerer indtil næste skred.

Skoven på skrænterne på Inderø ned mod Hald Sø ved Viborg er et eksempel på bøgeskov, der vokser på kalkmuldens modsætning, morbund. Skoven er en næsten ren bøgeskov, men meget varieret med både nord- og sydvendte skrænter og udviklede gradienter fra vandkanten og opefter. Bøgeskoven er uensaldrende, 60-200 år gammel med enkelte holme af over 300-årige træer. Bøgenes form veksler fra flerstammet, kroget og knortet til mere ret. På mange træer findes laven lungelav (se boks 18-5 i Truede arter knyttet til veterantræer og dødt ved), ligesom den sjældne bille, bøgeskovløberen, har en af sine få danske forekomster her.

Jordbunden er overvejende uforstyrret morbund med tykke morlag og en flora af bl.a. bølget bunke, blåbær og den sjældne græs, skovrørhvene.

Inderøen og Hald Ege har formodentlig haft nogenlunde samme skovsammensætning i 1400- og 1500-tallet, men mens Hald Ege forblev en lysåben, egedomineret græsningsskov langt op i 1900-tallet, fik bøgen mulighed for at brede sig på Inderøen i 1600- og 1700-tallet. I 1683 beskrives det, at skoven består af “bøgger og nogle egger”, og i 1882 viser en driftsplan, at den var næsten ren bøgeskov. I modsætning til egekrattene blev inderøskoven indfredet efter 1805. I dag er der kun naturlig, gammel bøgeskov tilbage på skrænterne ned mod søen. Den har til gengæld været drevet ekstensivt, og størstedelen blev udlagt som urørt skov i år 2000.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Eksempler på bøgeskove.

• Forrige afsnit er Bøgeskovens fremtid
• Næste afsnit er Bøgekrat