FIGUR 17-4. Løvtræslomme i nåleskov.

.

FIGUR 17-5. Nåletræs-urskov, Strømby Naturskog syd for Kalmar i Sverige. Mængder af dødt ved giver mulighed for et rigt dyreliv. Danske nåleskove, som får lov til at ligge hen som urørt skov, vil langsomt udvikle en lignende struktur.

.

FIGUR 17-3. Op gennem 1900-tallet var rød-granskov den dominerende skovtype i Danmark. Den blev drevet i ensartede bevoksninger, som, hvis ikke de faldt i storm, blev renafdrevet (fældet), når de var hugstmodne og erstattet med nyplantning af samme art. Rude Skov.

.

Granskov har været et bærende element i dansk skovbrugs økonomi i mange år, og rentabilitet og produktion af kvalitetstræ til savværkerne spiller en afgørende rolle. Skovbrugets granskov er derfor typisk en granskov med kun én eller nogle få hovedtræarter (f.eks. monokultur af rød-gran eller sitka-gran eller rækkevis blanding af rødgran og douglasgran), hvor alle træer er plantet i lige rækker og i samme alder. Bortset fra brandbælter, skovveje og spor er der meget lidt plads til lysninger eller småområder med andre træarter. De fleste fugtige pletter eller mosehuller er mere eller mindre drænede og hyppigt tilplantet med samme træart. Hurtigt, effektivt og tilpasset plantning og skovning med maskinkraft.

De fleste af nåleskovens organismer er sandsynligvis ligeglade med, om træerne står på række, men tre væsentlige faktorer skiller skovbrugets granskov fra naturens granskov: 1) Foryngelsesprocessen, 2) kontinuiteten og træernes levetid, 3) mængden af liggende og stående dødt ved.

Naturlig contra kunstig foryngelse

Hvor skovbrugets granskov stadig ofte fældes og forynges ved plantning i store flader (renafdrifter), sker foryngelsen i naturlig granskov gradvist i stormfaldshuller eller efter skovbrand. Førhen var skovbrand mere almindelig end i dag. Jordbundsundersøgelser tyder på, at brande i skandinaviske nåleskove tidligere forekom med 50-200 års mellemrum. Mange af de organismer, der er knyttet til nåleskove, er tilpasset til at overleve skovbrande, eller de er direkte afhængige af de forhold, som skovbranden forårsager. F.eks. er arter som liljekonval og ulvefod tilpasset til at kolonisere de tidlige successionstadier efter skovbrand, mens andre arter, f.eks. de såkaldte “brandmosser”, kun kan spire frem efter brand. Også hedelyng indfinder sig ofte efter afbrænding. Skovbrand følges ofte af et successionstadium, hvor løvfældende pionertræer som asp, birk og pil har gode kår.

Sådanne løvtrælommer i nåleskoven er vigtige for mange dyr og fugle, bl.a. stiger antallet af sangfugle som følge af flere insekter og et bedre udviklet busklag. Også spættebestanden bliver tættere i områder med gamle løvtræstammer med mange trælevende insektlarver. Og bestanden af spætter favoriserer igen hulrugende småfugle som mejser og fluesnappere.

Kontinuiteten og træernes levetid

Den største forskel på naturens og skovbrugets granskov er nok manglen på kontinuitet i sidstnævnte, og de drastiske ændringer i lys og næringsforhold, som skovbunden udsættes for, efterhånden som monokulturen gror op og efterfølgende ryddes og genplantes.

Som allerede nævnt skifter urtefloraen totalt karakter flere gange undervejs, og urter, som kræver lang skovvedvarighed, har det derfor svært i skovbrugets granskov. F.eks. har undersøgelser i Gribskov vist, at en art som hvid anemone, der fortrinsvis har vegetativ spredning, totalt udryddes af en generation rød-gran. Selv om der efterfølgende plantes løvtræ, kan det tage mere end 100 år, før anemonen er genindvandret.

Mange organismer knyttet til granskove er afhængige af lang skovkontinuitet. Enten fordi de har brug for lange uforstyrrede perioder for at kunne nå at vokse sig store nok til at formere sig, eller fordi de er knyttet til specifikke strukturer eller processer i gamle skove, f.eks. store træer eller dødt ved i store dimensioner. F.eks. koloniserer laver kun langsomt granernes stammer og store grene og sætter først sporer, når de har nået en passende størrelse. I Sverige har man konstateret, at lavarter som skæglav (Usnea longissima) og garnlav (Alectoria samentosa) stort set ikke formerer sig i bevoksninger under 120 år. I de danske granskove når mange laver slet ikke at etablere sig.

Mængden af dødt ved

I skovbrugets granskov er der stort set ikke dødt ved i store dimensioner. Ved skovning efterlades kun tynde topender og grene, og selvdøde eller væltede træer fjernes som regel så hurtigt som muligt for ikke at fungere som formeringssted for f.eks. barkbiller og vedborende biller. I den naturlige granskov er der derimod store mængder af dødt ved, og mange af granskovens organismer er knyttede til de gamle og døde træer. F.eks. er der i Sverige ca. 1.000 billearter, som er afhængige af dødt nåletræsved i store dimensioner og i forskellige stadier af nedbrydning. Selv om dette tal er mindre i Danmark, er det døde ved stadig vigtigt. Visse brunrådsbiller kan have livscykler på næsten ti år, og flere træbukke koloniserer først granstammerne, når de har ligget i 5-10 år. Til gengæld kan stammerne så bruges i flere årtier.

Som et kuriosum kan også nævnes, at den i dansk grandyrkning så frygtede barkbille typograf, der har anrettet store skader i danske rødgranbevoksninger, i naturlig skandinavisk nåleskov betragtes som en vigtig nøgleart, der sikrer en stadig forsyning med svækkede og døde træer og dermed et livsgrundlag for mængder af andre organismer.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Skovbrugets kontra naturens granskov.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig