Veterantræer og dødt ved

Når et træ ældes, får det grove krongrene, barken bliver tykkere og ofte ses begyndende angreb af vednedbrydende svampe. Hvis træet ikke fældes inden dette stadium, hvilket normalt er tilfældet i den dyrkede skov, vil det gradvist udvikle levesteder for organismer, der ikke findes på yngre træer; dvs. hulheder, rådne partier og en grov og tyk bark. Træet er nu blevet et såkaldt veterantræ, der huser særlige samfund af svampe, insekter, hulrugende fugle, flagermus samt epifytttiske laver og mosser. Disse organismer indgår i adskillige af skovens fødekæder, og et veterantræ fungerer nærmest som et selvstændigt økosystem, der med god grund betragtes som en nøglebiotop (se boks 18-1 i Særlige levesteder i skovene).

Samtidig repræsenterer veterantræer en levende kulturhistorie. Nogle har knyttet særlige historier til sig og bærer eventyrlige navne (figur 18-19), mens andre stilfærdigt og anonymt vidner om en tid, hvor stævning, løvhøst og græsning var en integreret del af den danske skovudnyttelse.

Udviklingen af et veterantræ er en gradvis proces, som varierer i hastighed afhængigt af jordbund og øvrige vækstforhold. Man kan således ikke sætte en minimumsalder, men må ud fra en vurdering af barkstruktur, råd, hulheder og tilknyttede arter vurdere, om et træ med rimelighed kan betegnes som en veteran.

Birk, el og bævreasp, der har blødt ved og er naturligt kortlivede, opnår veterantræ-karakteristika, f.eks. hulheder, langt tidligere end naturligt langtlevende og hårde træarter, f.eks. skov-fyr og eg. Til gengæld er deres levetid som veterantræer ganske kort, typisk nogle få årtier, mens ege kan fungere som levesteder for arter tilknyttet veterantræer gennem århundreder. Kongeegen med en alder på mellem 1.200 og 2.000 år (figur 18-19) er et ekstremt eksempel, men der findes stadig rundt om i vore skove mange bøge og ege med en alder på 250-500 år, som gennem mange årtier har været levested for særlige arter.

Særligt store veterantræer kaldes ofte mega-, jætte- eller kæmpetræer og kan være meget imponerende, uden nødvendigvis at være særligt værdifulde for skovens organismer. Dog synes især rovfugle at foretrække meget store træer til deres reder. Mange værdifulde veterantræer er forbavsende små, typisk fordi de er præget af ugustige vækstforhold eller en tidligere hård udnyttelse af skoven (figur 18-20). Faktisk er det ofte en forudsætning for at opnå høj alder og veterankarakteristika, at tilvæksten ikke sker for hurtig. Det ses bl.a. hos bøg, hvor de ældste bøge i Danmark netop findes på fattig morbund eller på kalkbund med tyndt jorddække, som det stedvist kan ses i Rold Skov og på Møns Klint. Her er tilvæksten pga. de særlige jordbundsforhold og tidligere græsning meget ringe, og kun få træer når en diameter på 80 cm, selv når de er meget gamle.

Hvis man ikke griber ind med motorsav og økse, ender veterantræer i den sidste ende som dødt ved. Den samme skæbne overgår også dele af træer, som aldrig har været veteraner, nemlig nedfaldne grene og kviste og stubbe, der står tilbage efter hugst.

Dødt ved spænder fra døde kviste og grene i trækronerne over faldne stammer til stubbe og begravede rødder i skovbundens mørke.

Samlet set viser tal fra Sverige og Finland, at op imod V af alle skovens flercellede organismer er afhængige af veterantræer og dødt ved, der således er nogle af skovens mest artsrige levesteder. Intet tyder på, at det forholder sig anderledes i Danmark, og alene blandt svampe og insekter skal antallet af vedtilknyttede arter tælles i tusinder.