FIGUR 18-27. Figuren viser artsdiversitet og graden af forskelligartethed i artssammensætningen af vedboende svampe på fældningstød, naturlige højstubbe, faldne stammer (inklusiv grene tykkere end 10 cm) og døde grene (diameter under 10 cm) af bøg. Mest forskelligartede er samfundene på grene og naturlige højstubbe, mens de øvrige typer generelt udviser større similaritet. Lagkagediagrammerne afspejler det totale antal svampearter registreret på hver substrattype. Unikke arter for hver type er vist med rød farve, men gul farve angiver arter, der også findes på andre substrattyper.

.

Birkeporesvamp før og efter billeangreb. Indsat: den svampeædende skyggebille Tetratoma fungorum.

.

Disse levesteder spænder over en meget bred vifte af temperatur- og fugtighedsforhold og tilbyder derfor levesteder for en lang række organismer med helt forskellige tilpasninger (figur 18-27). Ud over veddets dimensioner, position og placering i skovens tredimensionelle rum spiller nedbrydningsstadium, træart og dødsårsag en meget vigtig rolle for, hvilke arter der kan bruge det som levested. En svensk rapport har opgjort, at antallet af mulige kombinationer af vigtige levestedsfaktorer for dødt ved i Sverige er større end en million.

Store faldne stammer er således præget af ret stabile temperatur- og fugtighedsforhold og tiltrækker overvejende konkurrencestærke svampe, der kan danne store mycelier i stammens indre, og insekter, der sætter pris på stabile fugtighedsforhold.

I stående døde træer er veddet i højere grad udsat for udtørring i tørre perioder, og temperaturen kan blive meget høj på solrige sommerdage. Her er det derfor stresstolerante svampe, der dominerer sammen med varmeelskende insekter.

I fastsiddende døde grene er de mikroklimatiske udsving endnu mere voldsomme, og her findes kun arter, der er meget kortlivede eller som kan klare perioder med ekstrem udtørring. Omvendt byder fældningsstød på meget stabile forhold, der tilfredsstiller fugtighedskrævende arter.

De fleste vedboende organismer bidrager til nedbrydningen af det døde ved, som det beskrives indgående i kapitlet Nedbrydning (inkl. efterfølgende afsnit), men der findes også arter, der udnytter dødt ved som et passende skjule- eller voksested uden at tage aktiv del i nedbrydningen (boks 18-4). Et særligt levested tilbydes af de vedboende poresvampes frugtlegemer, der er det primære levested for flere hundrede specialiserede insektarter som igen tiltrækker forskellige rovdyr og parasitter (boks 18-3).

Boks 18-4 Epixyler – arter, der vokser på dødt ved

Ud over de arter, der direkte udnytter den energi, der findes i dødt ved, findes der en lang række organismer, der på andre måder udnytter dødt ved som levested – de såkaldte epixyler. Mosser har således på grund af deres relativt beskedne vækstpotentiale stor gavn af forekomsten af dødt ved i skoven. Det døde ved giver mosserne et vigtigt refugium, hvor de i en periode kan (over)leve uden at blive overvokset af karplanter eller begravet af nedfaldne blade.

Forekomsten af forskellige mossamfund på dødt ved er bestemt af en række forskellige faktorer, bl.a. træart, mikroklima, succession og atmosfærisk kvælstofafsætning (se Mennesket). Når et stort, gammelt træ vælter, vil det i en årrække være domineret af forskellige epifyttiske mosser, som voksede på stammen, da træet var levende. Når træet får lov at ligge, vil barken og de tilhørende epifytter efterhånden falde af som resultat af nedbrydningen. Nu vil der under gunstige forhold etablere sig nye mosarter på stammen. Det drejer sig især om meget almindelige arter, som udnytter dødt ved som et af flere levesteder f.eks. almindelig cypresmos (Hypnum cupressiforme) og almindelig kortkapsel (Brachythecium rutabulum), der ofte danner tætte grønne måtter på dødt ved. Kugle-filtmos (Aulacomnium androgynum, figur A), stub-pølsemos (Herzogiella selegeri) og Almindelig firtand (Tetraphis pellucida) findes næsten udelukkende på dødt ved og betegnes derfor som obligat epixyle. Det samme gælder den meget sjældne og ejendommelige grøn buxbaumia (Buxbaumia viridis, figur B), der er omfattet af EU’s habitatdirektiv og derfor underlagt skærpet beskyttelse.

De epixyle mosser er særligt følsomme over for udtørring af deres voksesteder og er gået stærkt tilbage i Danmark som følge af omfattende fragmentering og udtørring af de danske skove samt naturligvis på grund af den generelle tilbagegang for levesteder tilknyttet dødt ved. Når stammen bliver yderligere nedbrudt, vil der gradvist indfinde sig arter, som typisk findes på skovbunden, f.eks. skov-jomfruhår (Polytrichum formosum) og almindelig hvidmos (Leucobryum glaucum). På meget råddent ved finder man ofte en del karplanter og småtræer, der i stort tal er fremspiret på gamle henrådnende stammer (figur C). I nogle skovtyper i Skandinavien og Nordamerika sker den naturlige foryngelse af skovtræer primært på råddent ved, men det samme synes ikke at gælde i Danmark.

Ud over de egentlige epixyler, der vokser på det døde ved, udnytter en række større dyr, navnlig fugle og pattedyr, dødt ved som skjul eller ynglested: Salamandre overvintrer i stort omfang under råddent ved og mange smågnavere, især mus, laver ofte deres rede under væltede træstammer. Ingen af de nævnte arter lever direkte af det døde ved, og alle søger i vekslende omfang føde andre steder. De betegnes derfor som beboere i dødt ved. Rigdommen på insektlarver i dødt ved er dog en vigtig næringsressource for flere fuglearter, ikke mindst spætter, der kan siges at udgøre toppen af nedbryderfødekæden tilknyttet dødt ved.

A) Aulacomnium androgynum.

.

B) Buxbaumia viridis.

.

C) træopvækst på rådden stamme.

.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Dødt ved som levested.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig