Det langsomme råd, som forårsages af vedboende svampe i veterantræets indre, fører efterhånden til etablering af insekter, der gnaver og puffer sig gennem det halvrådne ved, hvor de æder svampehyfer og halvt omsat ved. Som årene går, fører dette samspil mellem svampenes råd og insekternes gnaven til, at der opstår hulheder, som i nogle tilfælde udvikler sig til at omfatte hele træets indre – der opstår et hult træ.
Mange træhuller er tørre og indeholder vekslende mængder af træsmuld og svampeangrebet vedmateriale. Foruden vedlevende insekter og tilknyttede rovdyr kan tørre træhuller være midlertidigt skjulested for mange andre insekter. De kan også overtages af sociale insekter, f.eks. stor gedehams, Vespa crabro.
Et eksempel på en art tilknyttet tørre træhuller er eremitten (Osmoderma eremita, figur 18-23), en stor torbist, som gennemfører hele udviklingen fra æg til voksen i det anselige smuldlag, der gennem årene samles i bunden af et hult træ – det kan dreje sig om flere hundrede liter. Hulheden findes ofte mange meter over jorden i et kæmpestort, stadig levende veterantræ, der kan være flere hundrede år gammelt. Oftest er det en fritstående eg eller bøg i et skovbryn eller i en lysning.
Eremitten lægger æg i smuld eller sprækker i det hule træ; larverne gnaver løs af det døde ved omkring hulheden og er mindst 2-3 år om at gennemføre deres udvikling. Den voksne bille er varmeelskende og aktiv om dagen eller i skumringen, hvor den kan ses sværmende eller kravlende på gamle træer og vegetation nær yngletræet.
Eremittens spredningsevne er meget begrænset, og kun få voksne individer bevæger sig længere væk end til et nabotræ. Hvis et hult træ fældes, forsvinder et levested; afstanden til erstatningstræer er da afgørende for artens videre eksistens i området.
Veterantræer huser mange andre biller, f.eks. er ikke mindre end 26 danske smælderarter primært knyttet til gammel løvskov eller til enkeltstående, svækkede, gamle træer. De fleste smældere er varmeelskende og foretrækker lysåbne skovpartier eller fritstående træer som ynglested. Så længe en smælderarts økologiske krav til levestedet opfyldes, kan den vedblive at yngle i det samme træ i årtier, måske århundreder. Bliver levevilkårene uacceptable, må arten finde et andet træ. Da smældernes spredningsevne er ringe, skal der – som for eremittens vedkommende – være erstatningstræer i nærheden, for at levedygtige bestande kan opretholdes.
Halvdelen af de danske smælderarter knyttet til gammelskov foretrækker egen som værtstræ – især huser gamle, hule kæmpeege flere meget sjældne arter f. eks. pragtsmælder (Ischnodes sanguinicollis), der betragtes som urskovsrelikt. Også bøg og rød-el tiltrækker dog en del smælderarter. Pragtsmælderen udvikles i træsmuld i bunden af hule træer. Larvernes udviklingstid er 3-4 år; de lever af formuldet eller svampeinficeret ved og andet organisk materiale, men de kan også fortære insektlarver og -pupper, som de støder på. De livlige, op til 40 mm lange larver af den største hjemlige smælder, jættesmælderen Elater ferrugineus (figur 18-24), er imidlertid aktive rovdyr, der jager byttedyr i smuldlaget, bl.a. eremittens larver.
I træhuller findes desuden den 2-3 mm store stellas mosskorpion (Anthrenochernes stellae, figur 18-25), der ligesom eremitten er omfattet af Habitatdirektivet. Denne art illustrerer på meget fin vis de ofte meget komplicerede vilkår, der skal være til stede, for at vedboende arter kan trives (figur 18-26).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.