Brand

Lynnedslag er i praksis den eneste naturlige måde, en brand kan opstå på her til lands. I Danmark er der i gennemsnit ca. 1 lynnedslag pr. 4 km² om året med den største hyppighed i Sydvestjylland, men der er store udsving fra år til år. I 2002 var der alene på én dag, den 18. juni, 100.000 lyn i det danske område.

Undersøgelser fra udlandet tyder på, at det ofte er udtørret humus (mor) i skovbunden og ikke træ, der antændes, og at der i øvrigt kan gå indtil flere dage, førend en glød får så meget fat, at branden for alvor bryder løs. I Danmark, hvor tordenvejr som regel ledsages af kraftig regn, der hurtigt kan slukke en ild, er lynbrande i naturen ret sjældne. På en hed sommerdag i 1968 blev en brand i Klosterheden Plantage efter sigende antændt af et lynnedslag, og slukket af et voldsomt skybrud, som menes udløst af branden. I 2003 menes der at have været én lynantændt skovbrand.

Historier om glasskår, der har virket som brændglas verserer, men i over 95 % af tilfældene skyldes skovbrande i danske skove uforsigtighed med ild, rygning, ophedede køretøjer, militær ammunition o.l. – eller pyromani.

Skovbrand optræder hyppigst i nåleskov. Nåletræer, især graner, har større mængder af tynde, tørre kviste og grene og indeholder flygtige, brændbare olier. Nåleskov antændes og brænder langt lettere end løvskov. Brand i løvskov er dog ikke helt usædvanlig, f.eks. var der i 1850'erne hele tre brande i tørre forår i den ellers ret våde Draved Skov.

Omfanget og dermed virkningen af en skovbrand afhænger især af årstiden og voldsomheden – og sidstnævnte afhænger igen af det brændbare materiales art og mængde, temperaturen, jordbundens fugtighed og især vindstyrken. Vinden virker som en blæsebælg, der ved at øge ilttilførslen forstærker brandens voldsomhed og øger temperaturen. En brand kan, især med vindens hjælp, køre selvforstærkende videre, udtørre og antænde vådt materiale og også brede sig videre. Ved 100 °C koger vandet ud, ved 300 °C omdannes træet til brændbare gasser og ved 800-1.000 °C brænder også kulstoffet i træet.

En skovbrand kan forløbe som en bundbrand, hvor først og fremmest vissent græs og løv, kviste og dødt ved på skovbunden brænder. Ved en græsbrand, som kan optræde i tørre forår, raser ilden ofte under ét minut på et givet sted, og temperaturen når ikke at blive særlig høj. Det er anderledes med brand i tørre somre, der i nåleskov ofte udvikler sig til kronebrand, hvor levende kroner og både dødt og frisk ved står i flammer. Samtidig bryder ofte også jordbundens lag af humus i brand. Det er selvsagt en sådan brand, der når de højeste temperaturer (over 1.000 °C), varer længst og dermed påvirker skovsystemet stærkest.

Træarterne har to former for tilpasning til brand: Overleve branden fysisk på stedet eller hurtigt udnytte de koloniseringsmuligheder, som en skovbrand åbner.

Tykbarkede arter har de bedste overlevelsesmuligheder. Middelhavsområdets korkeg (Quercus suber) har med sin meget tykke, korkede bark nok den mest effektive, fysiske brandbeskyttelse af det sårbare vækstlag. Det gælder også lærk, gamle skov-fyr og nordamerikanske nåletræarter som mammuttræ og douglasgran. Tyk skorpebark kan også hos vore hjemlige ege, bævreasp og vorte-birk yde en vis beskyttelse mod især lette bundbrande. Småbladet lind har på samme måde fordel af en ret tyk, bastrig bark og stor evne til sårheling og gendannelse med nye skud.

En art som bævreasp må nærmest kaldes en brandart. Som ældre har den en forholdsvis tyk bark og kan ellers overleve en brand med sine dybtliggende rødder, der i kraft af en stærk evne til at danne rodskud, meget hurtigt vil kunne generobre en brandtomt. Desuden kan asp – og selje-pil – hurtigt sprede sig med deres små, lette frø, der har ideelle spiringsforhold på brændt jord.

Modsætningsvis har rød-gran en tyndere og mere udsat bark, ligesom granens mange tynde kviste også let får en brand til at brede sig op i kronen.

Bøg er uden sidestykke vores mest brandfølsomme art; først og fremmest fordi dens tynde bark ikke yder vækstlaget nogen videre beskyttelse mod ophedning. Spøgefuldt har man sagt, at bøg end ikke tåler, at en ryger går forbi. Selv en let bundbrand kan skade vækstlaget hos bøg og ligefrem aflive store bøge, som det f.eks. sås i Nordsjælland efter bundbrande i de tørre somre i 1976-77. Historisk set har menneskeskabte brande givetvis været en af mange årsager til, at bøgen tabte terræn i egekrattene (se Egekrat) og ikke kunne trænge frem i Vestjylland.

En voldsom brand kan dræbe de fleste organismer i området – inklusive frøbanken – og helt nulstille vegetationsudviklingen, mens en let forårsbrand, der raserer bundens visne græs og løv stort set ikke når ned i jorden. Men selv om træerne ikke antændes eller dårligt nok sodsværtes, kan deres vækstlag skades, således at de dør i løbet af nogle år. Det gælder som nævnt især en tyndbarket art som bøg.

En skovbrand kan som andre forstyrrelser bl.a. skabe dødt ved, skaffe lys til bunden, frigive næringsstoffer og igangsætte foryngelse. Brand kan desuden skabe helt nye, specielle levesteder i tilknytning til brændt bund, forkullet ved og sivende saft fra brandsåret bark på overlevende træer. Nogle arter er i udpræget grad tilpasset brand og fremmes stærkt eller er ligefrem afhængig af brand, bl.a. flere mos og svampearter, mens andre organismer, især arter, som er afhængige af et nogenlunde konstant skovmiljø, forsvinder fra områder med hyppige brande. Det gælder bl.a. en del lavarter.

En brand ændrer skoven, og hyppige brande vil næsten helt kunne styre artssammensætningen, men også brande med århundreders mellemrum kan have væsentlig økologisk betydning, f.eks. for foryngelse af eg og fyr.

Brandpåvirket bund er mere basisk og har flere tilgængelige næringsstoffer end bund, der blot er ryddet af storm eller hugst – og det giver særlige muligheder for løvtræer som selje-pil, bævreasp og birk. Et forsøg med svedjebrug i Draved Skov i 1950'erne har givet et vist indtryk af, hvordan en brand kan påvirke sammensætningen af den efterfølgende skov. Et naturskovsareal på ca. 1/2 ha blev ryddet med stenøkser og inddelt i felter, hvoraf nogle blev brændt af, mens andre blot blev ryddet. Derefter blev hele forsøgsarealet overladt til naturlig tilgroning. På de ubrændte arealer satte flere af de fældede linde, elle og bøge stødskud end på de brændte, hvor en del af støddene var dræbt af ild.

Brandtomterne blev erobret af selje-pil, bævreasp og birk, mens især røn og birk indtog den ryddede, men ubrændte bund. Selje-pil slog kun an på de brændte dele sammen med asp, selv om der selvfølgelig var faldet mængder af frø over hele området. Det er samme træartsfordeling, som ofte ses efter brand andre steder i Norden, hvor skov-fyr, der sår sig fra overlevende træer, også optræder.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Brand.

• Forrige afsnit er Storm og stormfald
• Næste afsnit er Andre naturlige forstyrrelser