Boks 11-6: Elmesygen
A. Lille elmebarkbille ved dens gangsystem under barken på et angrebet elmetræ. B. Store elme, der er døde og døende pga. elmesyge. Rungstedlund. Foto: Peter Friis Møller.
Elmesyge er nok den bedst kendte svampesygdom på træer. Sygdommen har medført, at elmene næsten er forsvundet i mange landsdele. Andre steder står de døde træer som et vidnesbyrd om elmesygens hærgen. Elmesyge er et eksempel på et samarbejde mellem en svamp og insekter, samtidig med at den er et klassisk eksempel på de katastrofale følger, som menneskespredning af plantepatogene svampe kan få.
Svamp og bille i samarbejde
Elmesyge forårsages af svampen Ophiostoma novo-ulmi, som spredes af elmebarkbiller. I Danmark findes fem arter, hvoraf lille elmebarkbille (Scofytus laevis) er almindelig og kendt fra alle landsdele.
Barkbillehunner gnaver sig gennem barken på svækkede eller døende træer (figur A). De anlægger en såkaldt modergang mellem bark og ved og lægger æg i gangens sider. Larverne gnaver deref ter gange, der forløber mere eller mindre vinkelret på modergangen, og forpupper sig i særlige kamre for enden af larvegangene.
Når billerne er klækket, gnaver de sig vej ud gennem barken. Dette sker typisk i maj-juni, når lufttemperaturen kommer over 21-22 °C. Efter klækningen udfører elmebarkbillerne et ernæringsgnav i barken på tynde elmekviste. Gnavet er nødvendigt, for at hunnerne kan producere æg.
Angreb af elmebarkbiller er i sig selv relativt uskadelige for træerne. Æg lægges kun i svækkede træer, og ernæringsgnavet på de levende kviste er sjældent særlig omfattende. Men biller, der er klækket i et træ med elmesyge, bærer ofte på en farlig last i form af sporer af Ophiostoma novo-ulmi (figur 6-8B). Svampesporerne overføres til de sunde elme ved gnavet i de tynde kviste. Derfor kan både unge og gamle træer smittes, men billerne kan kun lægge æg i træer af en vis størrelse.
Svampesporerne spirer til hyfer og trænger ind i de yderste vedkar, dvs. de rør, hvor vandtransporten foregår. I karrene vokser svampens mycelium og danner nye sporer, som bagefter deler sig ved knopskydning. Den videre spredning sker ved transport med vandstrømme i karrene og svampens vækst fra kar til kar. Svampen kan også spredes fra træ til træ gennem rodsammenvoksninger. Dette går specielt hurtigt, hvis træerne er nært beslægtede, f.eks. en klon af elmetræer i en allé.
C. Snit gennem gren fra elmesygt træ. Ved pilen ses tydeligt en mørk ring af gummistoffer, hvormed træet – forgæves – har forsøgt at inddæmme sygdommen. Foto: O. Jørgensen.
Svampen udskiller et giftstof, som får blade til at visne. Elmesygen viser sig i forsommeren ved, at friske skud i den øvre krone pludselig visner. Efterhånden dør stadig større dele af kronen. På et tværsnit af en gren med visnesymptomer kan man se mørke pletter eller ringe lige under barken (figur C). Det er træets forsøg på at stoppe svampen ved at lukke karrene med udposninger (tyller) og gummiagtige stoffer. Denne proces lukker desværre også for vandforsyningen, som hovedsageligt foregår i den yderste årring. Træet kvæler således sig selv.
Elmesyge i nutid — og fortid
Elmesygesvampen stammer oprindeligt fra Asien. I Europa mødtes svamp og elmebarkbiller og indgik et samarbejde med gensidige fordele. Svampen fik en perfekt mulighed for at blive spredt, mens billerne fik svækkede træer at lægge æg i.
Sygdommen blev første gang observeret i Holland omkring 1919, bredte sig hurtigt i Europa og blev også spredt til USA, hvor mange elme døde. I Danmark var der et enkelt angreb i 1955, men det blev udryddet. I 1970’erne viste det sig, at en aggressiv udgave af svampen var kommet til Europa. Den nye type kaldte man Ophiostoma novo-ulmi, og den kom til Danmark omkring 1978.
Udbredelsen fra land til land og mellem kontinenter skyldtes menneskers transport af smittet elmetræ. Igennem 1980’erne blev elmesygen langsomt mere udbredt i Danmark. De varme somre midt i 1990’erne gav to generationer af barkbiller pr. år og fik dermed elmesygen til at brede sig ukontrollabelt, ofte hjulpet på vej ved ubetænksomme menneskers transport af elmebrænde med bark.
I de dyrkede skove er elm ikke meget anvendt, og elmesygen har haft den mest synlige virkning i det åbne landskab og i vore byer, hvor træet har været meget brugt i alléer, haver og skel. I gamle naturskove er elm mere almindelig, og flere steder har elmesygen forårsaget en forceret skovdynamik og store forskydninger i træartssammensætningen i de lysbrønde, som de døde elme har efterladt.
Elmefaldet
Meget tyder på, at elmesygen har haft en lignende dynamisk betydning også tidligere i historien. Elmebarkbillens karakteristiske gangsystemer er således fundet i elmeved fra Åmosen på Vestsjælland, dateret til ca. 5.900 år før nu, dvs. til “elmefaldet” (se Skoven i de seneste 6000 år). Der er af flere årsager stigende enighed om, at dette fortidige elmefald også skyldtes elmesyge – og ikke mennesket (se Holocæn og boks 15-3 i Skovlandet åbnes).
Elmesygens indirekte følger
Elmesygen kan få betydelige konsekvenser for insektlivet, især for billerne. I Danmark er der registreret 396 billearter fra elm; heraf er 33 optaget på rødliste 1997 og 17 arter er gullistede. Nogle billearter har elm som eneste vært, andre lever på en række forskellige løvtræer, hvoraf elm kan være det foretrukne værtstræ. Mange af billearterne på elm er knyttet til bark eller til dødt eller svækket ved. Umiddelbart er mange billearter taget til i antal i takt med elmesygens opsving. Det gælder f.eks. netop bark- og vedlevende arter, der kan udnytte den øgede mængde af svækkede og døde elme, som er efterladt i sygdommens kølvand.
På længere sigt vil elmens tilbagegang dog påvirke insektfaunaen negativt: Nogle arter vil gå tilbage, andre måske helt forsvinde. Især kan tabet af gamle elmetræer få alvorlige konsekvenser. Tilsvarende tendenser spores hos svirrefluerne: Arter af træsaftsvirrefluer (Brachyopa) og barksvirrefluer (Sphegina), der som larver især er knyttet til saftudflåd, var i 2000-2003 påfaldende talrige, hvilket menes delvis at kunne tilskrives et midlertidigt større udbud af døde og døende elmetræer. Derimod kan de fremtidige levevilkår forringes for de svirrefluer, hvis larver kun æder bladlus på elm.
I de senere år er dagsommerfuglen det hvide W (Satyrium w-album), der som larve lever på elme, gået meget tilbage i Danmark som følge af elmesygens hærgen. Arten er nu forsvundet fra adskillige lokaliteter og vurderes i den danske rødliste (2004) som moderat truet. Yderligere tilbagegang må forventes. Boy Overgaard Nielsen
|
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.