Hagbard og Signe

Hagbard og Signe, sagn om tragisk kærlighed. Det kendes fra Saxo og fra en dansk folkevise. Men sagnstoffet er omtalt helt tilbage i 800-tallet, og der må have eksisteret både et heltedigt og en saga. Hagbard er en norsk kongesøn, som i kamp har dræbt flere sønner af den danske kong Sigar, der også er Signes far. I hemmelighed elsker Hagbard og Signe hinanden, og Hagbard opsøger hende i kvindeklæder i hendes jomfrubur. De lover at følge hinanden helt ind i døden, og da Hagbard efter en ternes svig tages til fange og hænges, afprøver han hende ved at få sin kappe hængt op først. Han ser da, at hun stikker ild til sit jomfrubur og omkommer med sine terner. Så kan han "roligt" lade sig hænge! Visen slutter med, at ternen som straf begraves levende.

Nogle forskere mener, at den intense og tætte gengivelse af denne tragedie i folkevisen må ligge tæt på en originaltekst, mens Saxo udvider stoffet, fx lader han Hagbards bror hævne sig med et sandt blodbad i Sigars kongsgård. Nogle forskere mener endvidere, at Sigar og hans slægt hører til en meget gammel (300-tallet) midtsjællandsk kongeslægt. Saxo og mange med ham lokaliserer den til et kongesæde i Sigersted på Midtsjælland. Men som vi kender sagnet, må man sige, at det ikke så meget er det helteprægede som kærlighedshistorien, der er i centrum, med en kærlighedsopfattelse der må være påvirket af middelalderens høviske litteratur. Oehlenschläger brugte sagnstoffet og skrev tragedien Hagbarth og Signe, 1815.

Artiklen Hagbard og Signe er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk