Guldhornene, to horn støbt i guld ca. 400 e.Kr. Det store blev fundet 1639, det lille 1734, begge i Gallehus nær Møgeltønder, Sønderjylland. Hornene, der derefter opbevaredes i Kunstkammeret i København, blev 1802 stjålet og omsmeltet, men ved hjælp af tegninger har man rekonstrueret dem. Begge horn var udsmykket med billeder af mennesker, dyr og fabelvæsener, sandsynligvis med religiøs betydning, men man har ikke kunnet forbinde dem med nogen kendt nordisk mytologi. Hornene har formentlig været brugt enten som drikkehorn eller som lurer (blæsehorn). På randen af det korte horn stod en runeindskrift, et af de ældste skrifteksempler i Norden. Den er ret sikkert blevet tydet som: "Jeg Lægæst fra Holt (eller Holtes søn eller "skovbo") gjorde hornet".
| "… … De sig møde, de sig møde, de forklarede Høie, kampfarvede, røde, med Stjerneglands i Øie. "I, som raver i blinde, skal finde et ældgammelt Minde, der skal komme og svinde! Dets gyldne Sider skal Præget bære af de ældste Tider. Af det kan I lære. Med andgtsfuld Ære I vor Gave belønne." …" Fra Oehlenschläger: "Guldhornene", 1802 (trykt i Digte, 1803) |
|---|
Adam Oehlenschlägers berømte digt "Guldhornene" blev skrevet kort tid efter tyveriet og omsmeltningen (trykt i hans Digte, 1803). Litteraturhistorisk set indtager det pladsen som programdigt for romantikken i Danmark. I digtet lader Oehlenschläger de to horn blive fundet af en ung kvinde og mand, der helt umiddelbart har kontakt til tilværelsens hellige dimension og dermed til den nordiske oldtids "guldalder". At hornene derefter forsvinder, tolker digteren som et tegn på en forkert - rationalistisk og videnskabelig - livsopfattelse i sin samtid.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.