Asgårdsreien, ('asgårdsridtet'), eksempel på en tilbageføring til nordisk mytologi af et begreb i norsk folketro, oskorei(d), dvs. "det rædselsfulde ridt". Begrebet dækker over en forestilling om en flok gengangere, der ridende i luften skræmte folk fra vid og sans i julenætterne. En sådan forestilling om den vilde jæger eller den vilde natlige jagt er vidt udbredt i folketroen. Det var den norske digter J.S. Welhavens digt Asgaardsreien fra midten af 1800-tallet, der dannede skole for at tilbageføre motivet til nordisk mytologi; her er det Odins vilde luftridt på Sleipner og færdens forbundethed med dødsriget, der hentydes til.