Blodhævn, ret eller pligt i middelalderens nordiske slægtssamfund til at hævne drab med drab. I den førkristne periode og langt op i middelalderen var de nordiske samfund udpræget orienteret i retning af slægt og ære. Til denne moralkodeks var knyttet en forpligtelse til at hævne drab på slægten med drab. Sagaerne myldrer med slægtsfejder. I ufredstider truede dette barske, mandsdominerede ideal med at lægge hele egne øde. Når hertil kom en forestilling om, at man ved at dø i kamp kom til det forjættede krigerparadis Valhal, mens man ved at dø naturligt eller ved uheld eller sygdom endte i det dystre Hel, kan det farlige i livsholdningen ses. Det var en af kristendommens opgaver at gøre op med blodhævnen; mandebod og forlig trådte efterhånden i stedet. Begrebet blodhævn anvendtes ikke i selve perioden, og slægtsfejderne holdt naturligvis ikke op fra den ene dag til den anden.