Døden, De førkristne dødsforestillinger er nøje kædet sammen med slægtsopfattelsen. En slægts levende og afdøde udgør et fællesskab. De døde har en kraft, som der skal værnes om i form af tilbagevendende riter. Til gengæld "lever" den døde kun i kraft af de levende, gennem riter og gennem fx en mindesten med runeindskrift. Der er tale om en slægtskæde eller et "slægtsgærde"; billedet af "slægtsgærdet" findes i Egil Skallagrimssons store dødsdigt Sønnetabet.

Gravskikke skifter en del fra periode til periode og fra lokalitet til lokalitet. Noget tyder på, at også selve dødsopfattelsen skifter. Der er tale om to dødsriger, Hel og Valhal. Men måske har Hel oprindelig været det eneste, og Valhal opstår først som en slags fremtrædelsesform (hypostasering) af vikingekrigerens idealtilstand. Hel er et underjordisk skyggerige, der i mange henseender ligner det græske Hades. Men der berettes ikke - som i Hades - om straffe i Hel. Det er "bare" et sted, hvor der nærmest er ikke-liv, så dunkel og ussel er tilværelsen der, styret af den gyselige gudinde, der også hedder Hel. Hel kan opfattes som en slags forstørret grav, en grav ikke blot for en slægt, men for alle.

På et tidspunkt er der opstået en forestilling om et andet dødsrige, Valhal, beliggende i Asgård. Valhal er et rige for faldne krigere. På den store dødsgud, Odins, befaling hentes de af valkyrier og lever siden i evig sus og dus i Valhal med daglige kampe og med flæsk og mjød i lange baner og opvartet af valkyrierne. I modsætning hertil står Hel, hvor der knapt kommer mad på bordet. I vikingetiden er Hel dødsriget for dem, der er døde af sygdom eller ved uheld, men ikke i kamp. Spaltningen i de to dødsriger viser også en farlig udvikling i forestillingsverdenen. Idealet bliver den tapre kriger eller helt, der med dødsforagt og egentlig viet til døden kaster sig ud i kampen. Idealet bærer sin egen undergang i sig.

Døden

Dør fæ, dør frænder, dør selv på samme vis; men ord og ry skal aldrig dø, hvis vi et ærligt vandt.

Dør fæ, dør frænder, dør selv på samme vis; jeg ved ét, der aldrig dør: dom om død mands liv.

Fra Hávamál, strofe 76-77 (Martin Larsens oversættelse)

Ragnarok er det totale kaos og alts død. Men efter Ragnarok stiger en ny verden frem, og i den er det nye rige, Gimle. Gimle er en slags paradis for de særligt kvalificerede og er sandsynligvis påvirket af kristne forestillinger om frelse og gudsrige. Valhal fik dermed sin korrektion. Også Hel blev korrigeret: I kristendommen blev det til Helvede (der betyder "Hels straf"), et fortabelses- og straffested. En kraftig dualisme trængte ind i dødsopfattelsen.

Den måske mest eksistentielle tekst i nordisk mytologi, myten om Balders død, belyser vilkåret i den førkristne dødsopfattelse. I den er der ingen opstandelse, ingen venden tilbage til de levendes land, selv ikke for den bedste af dem alle, den skyldfri Balder. Der er heller intet håb i Egils Sønnetabet, blot resignationen og det vældige mindekvad, som digteren skaber over sin døde søn. Kristendommen kom med håb og opstandelse, men også med skyld og straf.

Adskillige kilder beretter om, at den døde lever i gravhøjen, i fuld kropslighed. Som genganger kan han ødelægge tilværelsen for de levende, indtil han endegyldigt manes væk, eller hans hoved spaltes fra kroppen. Kilderne er her ofte sagaer eller tekster fra folketroens mange gysere. Se også gravskikke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig