højsæde, hædersplads med rituel og symbolsk betydning. Guder, konger, høvdinge og andre husherrer sidder i højsæde i deres sal, hal eller hus. Særlig kendt er Odins højsæde Hliðskálf (Lidskjalv), hvorfra han kunne se ud i hele verden, og de 12 højsæder til de 12 aser, indrettet i Gladsheim.
Stolper med udskæringer af gudeportrætter, de såkaldte højsædestøtter eller -stolper (ondvegissúlur), har ifølge flere sagaer været tillagt så stor betydning, at man i landnamsperioden har taget dem med fra sin hal eller måske sit hov i Norge. Som en slags orakeltegn har man dernæst kastet dem i havet, når man nærmede sig Islands kyst og ladet støtternes position bestemme, hvor man bosatte sig. Fx berettes det i Eyrbyggja Saga, at det på den måde var den udskårne Thor fra hovet i Norge, der bestemte, at Thorolf Mostrarskæg skulle bosætte sig i Bredefjord, nær et næs, som derfor kaldes Thorsnæs. Thorolf indretter et hov, hvor støtterne placeres. Se også Oseberg-skibet.
Måske kan støtterne opfattes som symboler for verdensaksen og højsædet som verdens lokale midtpunkt. Selv den mindste bonde har dermed haft sit mikrokosmiske "Hliðskalf".
| Artiklen højsæde er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk |
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Nordisk Mytologi
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki