• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

keltisk religion

Oprindelig forfatter FSte

Kors. Keltisk kors, Irland.

Kors. Keltisk kors, Irland.

keltisk religion, Kelterne er et af de indoeuropæiske folk og var i et halvt årtusind fra ca. 500 til ca. 50 f.Kr. det dominerende folkeslag i et meget stort område af Mellemeuropa, bl.a. Frankrig og De Britiske Øer. I slutningen af perioden blev de trængt af romerne. Helt frem til moderne tid har deres kultur holdt sig nogenlunde levende i randområder som Bretagne, Irland, Wales og Skotland. Blandt de keltiske sprog er gælisk/irsk.

Keltisk kunst, især metalarbejder, med fornem ornamentik var udbredt over et stort europæisk område og kendes fra jordfund også i Norden.

Kelternes samfund var styret af en krigeradel og af præsteskabet, druiderne. Druiderne ledede bl.a. årstidsriter. Der berettes om mange ofre, også af mennesker. Religionen har været udpræget polyteistisk, ikke mindst med et antal dyreguder, bl.a. en gud med horn, Cernunnos, og Lugh, en magt- og krigsgud, hvis funktioner minder om Odins. Romerne foretog sammenligninger mellem deres egne og de keltiske guder - som det også var tilfældet med de germanske/nordiske.

Folkelige bevægelser i dag søger at opretholde keltisk kultur, bl.a. gennem musik og digtekunst. New Age-miljøet har taget de rituelle og esoteriske sider af druiderne til sig. Solhvervsritualerne omkring det store stenanlæg Stonehenge i England i vore dage er et udtryk derfor, skønt anlægget oprindelig intet har med keltisk religion at gøre.

Artiklen keltisk religion er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk