Mad, I mytologien omtales flere magiske mad- og drikkegivere. De faldne krigere, einherjerne, forsynes i Valhal af grisen Særimner, hvis flæsk evigt gendannes, og af den evigt flydende mjød. Thor er om nogen en storspiser; på jættebesøg fortærer han fx tre okser. Den mere forfinede Odin lever derimod af vin alene.

Måltidet er en rite, og nordisk religion er en udpræget offerreligion. Svinet indtager en særstatus som spise, fx ved juletid. Men også hesten er blevet ofret og spist. Skildringer fra Valhals orgier har deres parallel i haller på kongsgårde og hos (stor)bønder, hvor der ædes og drikkes, til man går omkuld, og hvor de afgnavede ben kastes gennem luften. Elementer af disse parodier er indgået som en slags standardopfattelse af vikingernes vilde liv i nutidens tegneserier mv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig