Mandjævning, mannjafnaðr, form for konkurrence mellem to mænd under et gilde. De prøver at overgå hinanden verbalt ved at opregne færdigheder og bedrifter, og de forsøger måske samtidig på at drikke hinanden under bordet. I eddadigtningen er der flere eksempler på mandjævning. Den kan være mellem guder, fx mellem Odin og Thor i Hárbarðsljóð, eller mellem guder og jætter, fx i VafÞrúðnismál og Alvíssmál. Også i sagaerne er mandjævning en yndet sport, fx i Heimskringla mellem kongerne Sigurd og Eystein.

Nid, dvs. drilleri af en modstander på vers, kan også nærme sig mandjævning; i eddadigtet Lokasenna driller Loke en stribe guder med nidvers. I myten om Thor hos Udgårdsloke skildres en række konkurrencer, ikke med ordets, men med kroppens kraft. En anden og væbnet form for tvekamp, der kan have døden som udgang, er den såkaldte holmgang.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig