sejd

Sejd, seiðr, ('trolddom'), særlig type nordisk magi, der formentlig har haft ligheder med shamanisme (se shaman). Odin kaldes sejdens mester i Snorres Ynglingesaga: "Odin kendte sejdkunsten, og ved den kunne han udforske mænds skæbne og forudse kommende ting; ved sejd kunne han også volde andre mennesker vanheld, sygdom og død, røve kræfter og vid fra den ene og give til den anden. Men når denne slags trolddom øves, følger der så megen umandighed med, at man ikke synes, mænd kan være bekendt at give sig af med den. Derfor overlod man helst denne kunst til præstinderne".

Et andet sted i Ynglingesaga fortæller Snorre da også, at det var Freja, der først lærte aserne sejd, "gammel trolddom, som ellers hørte til vanernes hemmelighed". "Umandighed", ergi, som Snorre forbinder med sejd, er et meget stærkt nedsættende begreb. Men Odin har unægtelig en række af de træk, der med rette gør ham til sejdkunstner. Han kan forvandle sig, han kan flyve gennem tid og rum, han kan runemagi og har indsigt i de hemmeligste sider af verden, han kan vække døde op, han piner sig selv for at komme i ekstase. På et afgørende tidspunkt må han opsøge en kvindelig sejdkyndig, en vølve, da han selv er usikker på verdens gang. Han vækker hende op fra de døde og får hende til at fremsige hele eddadigtet Vølvens Spådom.

Det eneste sted, hvor der findes en mere omfattende beskrivelse af en vølves sejdrite, er en sen og særdeles usikker kilde: Erik den Rødes Saga. Her skildres en hungersnød (et "uår") for de nordiske nybyggere i Grønland. Derfor tilkaldes spåkonen Thorbjørg, med tilnavnet Lille-Vølve. Det fremgår, at hun har haft ni søstre, der alle var spåkvinder. Men nu er hun ene og rejser om vinteren på gæstebud til koloniens gårde for at tage sig af det kommende års frugtbarhed. På Thorkels gård gøres et højsæde klar til hende, og der anbringes en pude med hønsefjer på sædet. Hun har en blå kappe på, lammeskindshætte foret med hvidt katteskind, katteskindshandsker og kalveskindssko. Den blå farve og katteskindet knytter hende sammen med gudinden Freja. I hånden har hun en stav. Det norrøne ord for "stav" er volr, og betydningen af ordet "vølve" er "den, der har en spåstav". Endelig nævnes det, at hun i en skindpung har sine trylleting, men disse beskrives ikke nærmere.

Hun lader øjnene løbe hen over alle tilstedeværende og over hjord og hus. Hun får grød af gedemælk og en ret af hjerter af alle de dyr, som fandtes der. For at fremkalde sejden skal hun have troldkyndige kvinder til at synge en bestemt tryllesang (varðlokkur). Da de ikke forefindes, får hun den kristne Gudrid til at synge. Gudrid kvæder så smukt, at ånder kommer til stede, og vølven kan slutte med at sige, at uåret er forbi, og at Gudrid vil få stor lykke i sit liv.

Efter denne kollektive rite er det tiden for de individuelle. Enkeltvis kan folk på gården nu gå frem til hende og stille spørgsmål, "og det hun sagde slog heller ikke meget fejl". Derefter drager Lille-Vølve videre på sin vinterturné til de andre gårde.

Forskerne er uenige om, hvorvidt sejd kan kategoriseres som shamanisme, og om Odin kan opfattes som shamangud. Sejden kan være påvirket af den samiske shamanisme i Norge og Sverige; denne nordskandinaviske shamanisme er vel årsagen til, at samer og finner i folketraditionen er blevet opfattet som særlig troldkyndige.