skabelse

skabelse, Myter omfattende den nordiske skabelsesopfattelse er især samlet i Snorres Edda og i eddadigtene Vølvens Spådom, VafÞrúðnismál og Grímnismál.

© Kirsten Tind

Den nordiske mytologis verdensbillede. Akvarel udført af Kirsten Tind i 2005.

Skabelsesmyterne er dels kosmogoniske (om universets skabelse), dels teogoniske (om guders skabelse), dels antropogoniske (om menneskenes skabelse). Det kosmo- og teogoniske hænger sammen, idet verden skabes eller struktureres af de første guders drab på en urjætte (Ymer). Ymers legemsdele bliver til himmel og jord. Guderne sætter herefter tid og rum ind i verden, og de "lovgiver" fra tinge. Det er tre aser, der er aktive i antropogonien, idet de ud af to "skæbneløse" træer skaber det første menneskepar, Ask og Embla. De to får ånd og mæle, og de anbringes i Midgård, men ellers hører man ikke meget til menneskene i myterne. De er ikke som Bibelens Adam og Eva hovedpersoner, så snart de træder ind på scenen. Men selvfølgelig er Midgård på en måde hovedstedet i mytologien, det sted, hvor kampen mellem kosmos og kaos i "virkeligheden" foregår.

Skabelsen foregår i et tomrum, Ginnungagap, hvor kulde og varme mødes og danner livsmulighed. Det mytiske landskab, der stiger frem, er meget nordisk: kuldslået, tåget, stenet, som på en bræ - og med en enkelt ko og en sten, der bliver levende ved kotungeslik. Det er værd at bemærke, at såvel jætter som dværge er urtidsvæsener, der dermed er udstyret med erfaring, viden og kunstfærdighed.

Om skabelsen skriver den unge Grundtvig (1808) på én gang poetisk og videnskabeligt: "Fædrene ansaa Livet for et Produkt af Kontraksionens og Expansionens Vekselvirkning, saaledes, at hin (Kulden) indeholdt det egentlige Stof, og denne (Varmen) det egentlige Livsprincip. Selv Guderne fremkomme paa samme Maade." Se også kosmologi, guder, kosmos og kaos og urmenneske.

Artiklen skabelse er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk