skæbne

Skæbne, central forestilling i nordisk religion og folketro. Der er et væld af norrøne begreber, der belyser skæbneforestillingen: ørlog, skop, mjotuðr, hamingja, auðna, gæfa, gipta, rok. I mytologien er det skæbnegudinderne, nornerne, der bestemmer det enkelte menneskes liv og død (norna skop); levetiden er på forhånd tilmålt (mjotuðr). Om det første menneskepar, Ask og Embla, hedder det i eddadigtet Vølvens Spådom, at de før skabelsen, som "rene" træer, var "skæbneløse" (ørloglausa).

Mennesker er udstyret med forskellig hamingja, "lykke". En person med stærk hamingja er forudbestemt til at være gæfumaðr , dvs. udstyret med lykke, og en person med svag hamingja vil under alle omstændigheder være en ógæfumaðr, en der møder en krank skæbne. Personlige handlinger og ulastelig etik kan intet udrette herimod. Således lyder det som et omkvæd i sagaer og folkeviser. Den "onde lykke" kan vise sig i, at en person er forudbestemt til at møde den forfærdelige figur, gammen, der hakker ens øje ud og fortærer halvdelen af - og siden resten af - ens hjerteblod, som det sker i folkevisen om Germand Gladensvend. Eller det kan vise sig i, at en person er forbandet som en vild og fredløs rytter, der farer i natten. Allerede på de første sider i en saga - ofte ved hjælp af en drøm - kan det angives, hvordan det vil gå hovedpersonen, fx at han vil ende fredløs og udkastet af samfundet, som det gælder Gisle og Gretter.

I sagalitteraturen er det dog muligt at udlede samfundsbestemte mønstre for "skæbnen". En slutning på et livsforløb har ikke nødvendigvis en religiøs, skæbnebestemt, evig dimension; den forårsages derimod af sociale fænomener som slægtsopfattelsen, edsaftaler, fostbroderskab, hævnkodeks, konflikt mellem aftalt ægteskab og kærlighed. Vold og kaos opstår ud af (brud på) selve samfundssystemet og har en strukturel karakter, et fortællemæssigt forløb, der minder om skæbnens røde tråd.