Grottesangen

Grottesangen, Grottasongr, eddadigt, overleveret i Snorres Edda, som forklaring på kenningen "Frodes mel". Digtet er på 25 strofer, hvor de to jættekvinder Fenja og Menja på skift synger om deres ophav og fortid og varsler undergang, mens de maler guld med kværnen "Grotte". De er blevet købt af kong Frode i Lejre, der efter en gylden periode med "Frodefred" er blevet så begærlig efter guld, at han lader dem kværne uden pauser. Der er en voldsomt stigende vrede i digtet, og det ender med, at Fenja og Menja i jættevrede knuser kværnen. I Snorres prosaindledning maler de i stedet for guld en hær frem, hvis leder, søkongen Mysing, dræber Frode. Mysing lader dem male salt, men i så store mængder, at hans skibe synker i havets store hvirvelsvælg; det er derfor, havet er salt, forklarer Snorre.

Som i eddadigtet Vølvens Spådom er det to jættekvinder (se Gullvejg), der varsler undergangstiden, og som i dette digt er det guld, der volder konflikt og undergang. Som jættekvinder har de kontakt med det underjordiske (chthoniske); kværnen har de brudt ud af bjerget, og de er de eneste, der kan bruge den. Guldskatten er det svært at administrere i "vores" verden.

Nogle forskere har sammenlignet "Grotte" med en verdenssøjle, en axis mundi, idet kværnen er så væsentlig, at den må stå i verdens midte. Den er en verdenskværn, der kan styre stjernernes bevægelser, male guld, fred og lykke, krig og undergang. Man forestiller sig også, at rituelle handlinger er blevet udført i forbindelse med "genstanden".

Artiklen Grottesangen er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk