Hávamál, ('Den Højes Tale' eller 'Den Højes Digt'), eddadigt på 164 strofer, hovedsagelig overleveret i håndskriftet Codex Regius. Det er lagt i munden på Hár, Den Høje, dvs. Odin, og har måske oprindeligt været op til 6-7 selvstændige digte, der primært tilhører genren læredigt.

En stor del af digtet består af bearbejdede ordsprog med regler og råd om at opføre sig ordentligt og snusfornuftigt i dagligdagens gøremål. Der er vers om klogskab, venskab, at være gæst og vært, ordholdenhed, opførsel på tinge osv. Disse ordsprog regner man med rummer førkristen nordisk etik, og de giver et tæt livsbillede af samfundet i vikingetiden.

Mod slutningen af ordsprogsdelen løftes digtet et trin op. De to berømte strofer 76-77 behandler eftermælets "evige" betydning: Det er dyrs og menneskers lod at skulle dø, men ry og "dom om død mands liv" skal aldrig dø. Andre dele af digtet består af mytologisk stof om Odin: hans galante eventyr, fx med Gunlød, og hans magiske evner, bl.a. som runemester og tryllesanger.

Et højdepunkt i digtet og i nordisk mytologi i det hele taget er strofe 138-141 om Odin, der ofrer sig selv til sig selv og hænger i ni nætter i træet Yggdrasil for gennem lidelse - og mjøddrikning - at vinde viden om runemagi, sejd, visdom og digterevne: "Da blev jeg fyldt / med frodig visdom".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig