Haustlǫng, ('Høstlang'), digt på 20 strofer, skrevet i 800-tallet af den norske digter Tjodolf af Hvin. Det hører til det ældste stof omhandlende nordisk mytologi. Dele af det findes overleveret i Snorres Edda. Digtet behandler mytiske billeder malet på et skjold, er et såkaldt skjolddigt, og har måske oprindelig været meget længere. Titlen kan referere til, at det tog et helt efterår at digte det. Nogle forskere har opfattet det som en gengivelse af et kultdrama. Digtet omtaler to myter, som findes i Snorres længere og mere forståelige versioner: jætten Tjasses rov af asynjen Idun og Thors kamp mod jætten Hrungner. En del af de mange kenninger i digtet er helt uforståelige.