Så sent som 1760 - 200 år efter at bogtrykteknikken havde holdt sit indtog i Island - skrev og illustrerede Olafur Brynjólfsson et håndskrift med hele Eddaen. Blandt håndskriftets mange billeder er dette af Hermod, som forgæves søger at udfri Balder fra dødsriget.

.

Gleipner er ifølge sagens natur vanskelig at afbilde. Islændingen Olafur Brynjólfsson har forsøgt i det håndskrift med hele Eddaen, som han skrev så sent som 1760. I samme scene har Tyr mistet sin højre hånd til Fenrisulvens gab.

.

Snorres Edda, Snorra-Edda, Den Yngre Edda, Prosa-Edda, prosaværk med genfortællinger af de nordiske myter og en håndbog i skjaldedigtningen, skrevet ca. 1220 af den islandske forfatter Snorre (Snorri) Sturluson. Værket er ved siden af eddadigtene (også kaldt Den Ældre Edda) den vigtigste kilde til nutidens viden om nordisk mytologi.

Snorre står i en kristen kultur på betydelig afstand af den nordiske religion. Han placerer da også udtrykkelig myterne som en illusion gennem et ganske raffineret fortællemæssigt æskesystem. Mytestoffet fremstilles på to måder: i den første hoveddel, Gylfaginning ("Gylfes forblændelse") fortælles der kronologisk, så hele den nordiske kosmologi fremlægges. I den anden hoveddel, Skáldskaparmál ("Skjaldskabslæren"), kommer myterne i mere spredt fægtning, som eksemplifikation af en række kenninger (metaforer, ikke mindst af mytologisk art) i skjaldedigtningen. I begge dele citerer Snorre, i første del fra en række eddadigte, således at fx store dele af Vølvens Spådom er med. I begge dele benytter Snorre sig af den form med discipelspørgsmål og lærersvar, som var så udbredt i middelalderens didaktiske (belærende) litteratur, fx også i den kristne "folkebog" Lucidarius.

Endelig rummer værket Snorres eget forsøg på praktisk poetik: et digt på 102 strofer (+ kommentarer) med afprøvning af alskens metriske kneb i skjaldedigtningen. Digtet hedder Háttatal, dvs. "Opregning af versemål".

Æskesystemet består også af en Fortale og en Slutning, hvor gudernes hal viser sig at være blændværk, og hvor der udtrykkeligt tages afstand fra myternes troværdighed: "Kristne mennesker skal ikke tro på hedenske guder eller disse sagns troværdighed"; beretningerne skyldes "menneskeslægtens afvigelse fra den rette tro" og er "forfalskede sagn efter de begivenheder, der fandt sted i Troja". Snorre kæder - også rent sprogligt - aserne sammen med Asien. Guderne er født i de sydlige lande og er draget nordpå. Her møder de den svenske konge Gylfe, og han giver dem ophold i Norden, hvor "asiamændenes" sprog og livsstil så breder sig.

Gylfaginning har som ramme den nævnte kong Gylfes rejse til Asgård, hvor guderne lader ham se syner. Under navnet Gangleri kommer han til hallen med tre højsæder. Han udspørger på didaktisk vis de tre guder på sæderne, Høj, Jævnhøj og Tredje (der alle er Odin-navne), om hvordan verden er blevet til, hvilke guder der er, og hvordan det skal gå i Ragnarok. Undervejs er der småkommentarer fra Gylfe og fra en forfatterstemme, men i øvrigt kommer der en kongerække af blændende fortalte myter ud af det. Til sidst opløses hele scenen som en illusion, og Gangleri står slukøret og ør af fortællinger på den flade jord. Hal og borg er nu usynlige, og Gylfe går hjemefter, og derhjemme fortæller han, "hvad han har set og hørt, og fra ham gik disse sagn i arv fra mand til mand". Den lange mundtlige tradition er skabt!

Skáldskaparmál er også en rammefortælling. Det er digterguden Brage, der fortæller havguden Ægir en stribe myter med udgangspunkt i en række kenninger. Et helt kapitel rummer således myte- og sagnstof om kenninger for guld. Grundtvig kaldte denne del af Eddaen for "Brage-Snak", der for Grundtvigs eftertid er kommet til at betyde vrøvl.

Snorre kan pynte lidt på den hedenske mytologi, tilføje noget her og der og især systematisere stoffet, fx i gennemgangen af asernes og asynjernes kreds. En anden tendens hos Snorre, der er særlig tydelig i Heimskringlas 1. del, er den euhemeristiske metode, dvs. at guderne opfattes som i familie med og stamfædre til menneskeverdenens kongeslægter. Men alt i alt er Snorre troværdig, hvilket kan ses i forholdet mellem de citater fra eddadigte, han bruger så hyppigt, og hans egen tekst.

Om myterne oprindelig har været fortalt i prosa (som hos Snorre) eller som poesi (som i eddadigtene) får stå hen. Det er ligeledes umuligt at vide, hvad han har gjort, hvis der har været flere varianter af fortællingerne. Hvordan har han omformet en mundtlig tradition til den første skriftlige tradition? Hvordan har hans kristne livsanskuelse eventuelt påvirket de dybere lag af den enkelte myte? Spørgsmålene er mange, og svarene ligeledes.

Hvad vi har hos Snorre er fortællekunst på højeste niveau, barokke, humoristiske, dybsindige myter om kampen mellem kosmos og kaos. Snorre trækker på andre fortælleformer end myter; nogle tekster har karakter af sagn, andre af eventyr, andre igen af skrøner.

Blandt oversættelser til dansk skal nævnes Thøger Larsens Snorris Eddasagn, 1928, og især Rolf Stavnem og Kim Lembeks Snorris Edda, 2013; sidstnævnte rummer for første gang på dansk hele værket.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig