Trymskvadet, þrymskviða, ('Digtet om Trym'), eddadigt om jætten Tryms tyveri af Thors hammer Mjølner, og hvordan Thor erobrede hammeren tilbage. Digtet er på 32 strofer. Det har et decideret episk forløb (se boks).
Digtet har en kostelig humor. Men scenen er såmænd alvorlig nok. Thor uden hammer og Asgård uden Freja er det samme som kaos i verden. Der spilles på det gængse motiv, at underverdenen, jætterne, vil have frugtbarhedens gudinde, Freja, ned til sig, så verden kan gå af lave eller i stå.
De fleste forskere mener, at digtet er sent, bl.a. fordi det er fuldstændig intakt, og fordi Snorre slet ikke nævner myten. Men bagved kan ligge et meget gammelt mytisk stof. En række myter med Thor som hovedfigur beretter om hans rejse med ledsagere til jætteland, bl.a. myterne om Hymer og Udgårdsloke.
Digtet har inspireret til folkevisen Thor af Havsgård. Denne vise er udbredt i hele det nordiske område. Grundtvig udgav 1815 digtet Thryms-Kvide.
|
Thor vågner en morgen og har mistet sin hammer. Han bliver vred og henvender sig til Loke, og Loke låner Frejas fjederham. Loke flyver til jætteland og møder tursekongen Trym siddende på en høj. Da Loke spørger jætten, om han ved noget om hammeren, siger Trym, at han har skjult den otte mile dybt i jorden. Kun hvis han får Freja som brud, vil han give hammeren fra sig. Loke vender tilbage til Asgård, hvor Freja bliver fnysende vred, da hun hører jættens krav. Heimdal foreslår at klæde Thor ud som Freja i brudetøj. Thor er i første omgang ikke meget derfor. Han frygter at blive til grin for sin kvindagtighed. Men han bliver klædt i kvindetøj, får Frejas halssmykke Brisingamen på og sten som bryster. Loke følger med som Thors trælkvinde. Under bryllupsgildet hos Trym æder bruden en okse og otte laks og drikker tre tønder mjød. Trym undrer sig, men Loke er som altid mand for at klare en sag: Han fortæller, at bruden har længtes så meget, at hun ikke har spist og drukket i otte dage. Trym vil kysse bruden og løfter op i sløret, men bliver forskrækket over at møde et blik, der flammer som lyn. Til sidst får Thor hammeren i skødet, ifølge Trym for at vielsen kan finde sted i asynjen Vårs navn. Men da Thor får hammeren i hånden, dræber han straks og under latter Trym og hele hans jætteslægt. |
| Artiklen Trymskvadet er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk |
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Nordisk Mytologi
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki