En gammel vølve støtter sig til sin vǫlr, sin spå-stav, mens hun skuer ind i fortid og fremtid. Skulptur i bronze af Niels Hansen Jacobsen, 1912-13, opstillet ved Vejen Kunstmuseum.

.

Vølvens Spådom, Vǫluspá, eddadigt, der må regnes for det betydeligste digt i Den Ældre Edda. Ud over en lang version i Den Ældre Edda findes digtet fyldigt citeret i Snorres Edda, og en kort version findes tillige i Hauksbók. Vølvens Spådom trykkes gerne i en version på 66 strofer, de 62 fra Codex Regius i Ældre Edda og de 4 (bl.a. strofe 65) fra Hauksbók. Det er første gang trykt og udgivet i København 1665 af Peder H. Resen med en latinsk oversættelse.

Som ramme i digtet (strofe 1-2 og 28) ses en situation, hvor Odin opsøger vølven og giver hende smykker for at fortælle sine syner. Odin, der ellers er sejdkultens indstifter, er i vildrede og har brug for hendes hjælp. Hun sidder ude, den klassiske betegnelse for at være i ekstase, og fortæller i den øvrige del af digtet i store syner om hele verdensforløbet. Mødet mellem Odin og vølven minder meget om et tilsvarende i Balders Drømme, hvor Odin opvækker en død vølve for at få hende til at profetere.

De øvrige strofer er en monolog, hvor der skiftes mellem vølven som jeg-person og som tredje person ("hun"). Hun henvender sig ikke blot til Odin, men til guder og mennesker eller måske kun til de forskellige socialgrupper i menneskeslægten. Som et retorisk kneb bruger digteren gentagelsen: "Ved I nu alle ting selv?", dvs. at vølven leger med tilhørernes viden eller mangel på viden om tilværelsens hemmeligheder.

Digtet falder i tre store dele: fortiden (2-27), nutiden (30-41) og fremtiden (42-66). Første del omhandler skabelsen af hele verden, gudernes placering, en guldalderperiode, skabelse af dværge og af menneskeparret Ask og Embla og af verdenstræet ask Yggdrasil og de tre norner ved træet. Guldbegær infiltrerer guldalderens idyl, og den første fejde opstår mellem de to gudegrupper aser og vaner. De forliges ganske vist, men intet er herefter som før. Og kort tid efter kommer en ny konflikt, da aserne snyder den jætte, der bygger Asgårds gærde.

Vølvens spådom

Original og seks oversættelser af strofe 61. De to sidste linjer er særdeles usikre. Nogle vælger ikke at tage dem med i oversættelsen.

Þar muno eptir undrsamligar gullnar tǫflor i grasi finnaz, þærs í árdaga áttar hǫfðo (fólkvaldr goða ok Fjǫlnis kind).

Grundtvig, 1832 De atter dages som Danne-Fæ, i Efter-Græsset, de gyldne Tavl, som Asa-Drotten og Odins-Ætten i gamle Dage med Gammen trak!

Karl Gjellerup, 1895 Derpaa findes underfulde gyldne Tavler, i Græsset glemt, dem i Oldtid selv de aatte.

Thøger Larsen, 1914 Der skal da atter underfulde gyldne Tavl mellem Græsset findes, de som de ejed i Olddage.

Martin Larsen, 1943 Der skal atter underfulde gyldne tavler i græsset findes, de, som i urtiden aser havde.

Preben Meulengracht Sørensen, 1990 Der skal de atter underfulde, gyldne brætspil i græsset finde, dem de ejede i urtidsdage.

Suzanne Brøgger, 2002 Igen skal underfulde gyldne tavler findes i græsset som aserne havde i urtiden.

Anden del har som hovedhandling Balder-mytens tragiske forløb, der skæbnebetonet fører over i tredje dels store skildring af Ragnarok, hvor aser og jætter udraderer hinanden, slægtsbånd brydes, samfundets orden opløses, alt bekriger og opsluger hinanden, og Jorden, ja hele kosmos, går under. Ragnarok-sekvensen er udpenslet i en grad, så det løber læseren koldt ned ad ryggen. Et gentagelsesmønster deri skyldes måske ikke blot en uheldig overlevering, men kan være et kunstnerisk ledemotiv: Så forfærdeligt vil det gå, hvis man handler så uetisk. Ragnarok har sin årsag i svig. Efter Ragnarok opstår verden på ny, som en slags kopi af den første skabelse, og digtet slutter med en slags ny guldalder.

Der er dog variationer i slutningen i forhold til den første skabelse. Et nyt gyldent rige, Gimle, skabes, og der tales om en "stor styrer", der kommer til "sit herredom". Endvidere antydes en kaotisk magt i sidste strofe: dragen Nidhug, en "skældækket øgle", der flyver med faldne. Digtet slutter meget elegant med en "ramme" på én linje: "Nu vil hun synke". "Hun" må være vølven, der nu er færdig med sin vision og går bort fra sin ekstase, tilbage til normal tilstand eller til en "død" i underverdenen.

De sidste strofer har været diskuteret meget. Den "store styrer" i strofe 65 (som kun findes overleveret i Hauksbók) kan være påvirket af Kristus som dommer, og netop denne strofe kunne være et senere indsat kristent afsnit.

Det er også blevet diskuteret, om digtet gengiver en cyklisk struktur i verdensforløbet, således at de samme begivenheder vil komme i denne treleddede rækkefølge i al evighed, som en "myte om den evige tilbagekomst". Hvis det er tilfældet, minder den eskatologiske opfattelse i digtet om frugtbarhedsreligioners typiske cirkulære system, der genfindes i naturens og årets gang. Men hvis digtet tværtimod gengiver en lineær struktur i verdensforløbet, så er de sidste strofer det sidste, der nogensinde vil ske, og så er det en eskatologi, der minder om den kristne, et historisk forløb der ikke gentages.

De fleste forskere regner med, at digtet er fra ca. 1000, dvs. at digteren kan have haft kendskab til kristendommen. Men digtet som sådant kan bestemt ikke kaldes kristent, men måske nok påvirket af kristendommen i enkelte dele. Det har været foreslået, at en eventuel kristen påvirkning også skulle hænge sammen med en forestilling om verdens undergang i år 1000.

Digtet har tidligere været opfattet som et digt, der gengiver handlingen i kulten. Det har da også den treleddede struktur, som kendes fra ritens verden: kosmos - kaos - kosmos. Men som digtet ser ud, kan det ikke være brugt direkte som "partitur" til kulten; dertil er det for komplekst komponeret. Det er snarere et kunstværk, der udnytter motiver fra myter og kulthandlinger til en samlet storversion. Men kulthandlinger i det "små" kan ses; fx er det let at se kulthandling for sig i skildringen af træet Yggdrasil, der vandes med frugtbart dynd, i strofe 19. Derimod er det vanskeligt at forestille sig kult bag fx strofe 59, hvor Jorden opstår for anden gang, beskrevet i krystalklare naturbilleder af enestående intensitet.

Digtet har haft stor betydning i dansk såvel som i den øvrige nordiske kultur. Blandt de vigtigste påvirkninger kan nævnes Grundtvigs to mytologier 1808 og 1832, Martin A. Hansens Orm og Tyr, 1952, og Villy Sørensens Ragnarok, 1982. Grundtvig ser digtet som et bevis på, at nordisk hedenskab "ved egen iboende drift, så at sige, nåede lige frem til kristendommens tærskel" (Ægidius); i det visionære format er der allerede kristendom til stede, mener han. Provokerende lader Villy Sørensen til gengæld sin "gudefortælling" slutte med den totale undergang i Ragnarok efter en langvarig "kold krig". Martin A. Hansen tolker digtet som en profeti om den gamle verdens/religions fald, hvor digteren raffineret og reflekterende forklæder sig som vølve og så at sige sprænger mytologien indefra ved at bruge mytologiens egne billeder.

Mere end tyve gange er digtet blevet oversat til dansk, første gang 1783 og senest 2001. Adskillige digtere har forsøgt sig dermed, men Martin Larsens oversættelse fra 1943 og P. Meulengracht Sørensens 1990/2001 må regnes for de bedste. I 1994 gendigtede Suzanne Brøgger Vølvens Spådom i en meget fri - og bramfri - version.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig