Eddadigtning, Den Ældre Edda, også kaldet Den Poetiske Edda, er sammen med skjaldedigtningen den norrøne poesis vigtigste del. Eddadigtene, der deles i gude- og heltedigte, er nedskrevet i 1200-tallet og er hovedsagelig overleveret i håndskriftet Codex Regius med 10 gudedigte og 19 heltedigte. Derudover er der bevaret et mindre antal digte med eddapræg i andre håndskrifter.

Sammen med den "anden Edda", nemlig Snorres Edda (som også hedder Den Yngre Edda eller Prosa-Eddaen), er eddadigtene vores hovedkilde til viden om nordisk mytologi. Betegnelsen "eddadigte" er opstået ved en misforståelse: Ordet "edda" blev i middelalderen brugt om Snorres poetik (se Snorres Edda). Da den islandske biskop Brynjólfr Sveinsson midt i 1600-tallet fik håndskriftet Codex Regius i hænde, opdagede han, at nogle af digtene var de samme som dem, Snorre citerede i sin Edda. På det tidspunkt troede man, disse digte var skrevet af islændingen Sæmund i 1100-tallet, og derfor begyndte man at kalde eddadigtene for Sæmunds Edda. Sidenhen stod det klart for forskerne, at Sæmund ikke skrev digtene, men betegnelsen "eddadigte" har holdt sig. Det norrøne ord Edda betyder "oldemor", men som litterært begreb er betydningen usikker.

Der er glidende overgange mellem de to genrer eddadigte og skjaldedigte. Eddadigtenes versemål er - som skjaldedigtenes - bygget på et allitterationsprincip med et fast antal bogstavrim, der binder linjerne sammen parvis, og uden enderim. De to mest brugte versemål i eddadigtene er fornyrðislag ("de gamle ords versemål", med ottelinjet strofe) og ljóðaháttr ("tryllesangenes versemål", med sekslinjet strofe). De metriske regler i skjaldedigtene er præget af stor kunstfærdighed.

Hvornår og i hvilken sammenhæng eddadigtene er blevet til, er et omdiskuteret og uafklaret spørgsmål. Frem til nedskriften i 1200-tallet er de overleveret i en mundtlig tradition, som gør en datering vanskelig. Digtene er nedskrevet i Island, og det sandsynligste er, at digtene oprindelig har hørt til den norrøne (den fælles norske og islandske) kultur. Nogle forskere har tolket flere af digtene som kultdramatiske, men det holder næppe stik. Snarere kan man sige, at der findes scener i digtene, som kan pege på riter, fx Odins selvhængning i Hávamál og omtalen af træet Yggdrasil i Vølvens Spådom, men altså kun glimtvis.

Sammenfattende kan man sige, at uanset alder og påvirkning giver eddadigtene et enestående indblik i hedensk mytologi og førkristen livsopfattelse. At Snorre også i så udpræget grad bruger digtene som kilde og citerer et stort antal strofer, tyder på, at digtene er gamle.

Gudedigte. De 10 gudedigte i Codex Regius er ordnet efter guderne. Først kommer det store digt Vølvens Spådom, der skildrer hele verdensforløbet. I dette digts ramme er Odin central, og det er ham - digterguden - der er hovedfigur i de følgende digte: det store visdomsdigt Hávamál og de mytologiske kappestridsdigte VafÞrúðnismál og Grímnismál, hvor Odin er forklædt og viser sig som mester i mytisk viden. Det er også ham, der, forklædt som færgemand, besejrer Thor i Hárbarðsljóð. Thor er derefter hovedperson i en række digte med myter om hans kampe mod jætter og Midgårdsorm, Hymiskviða, þrymskviða, i et dialogdigt, hvor hans viden for en gangs skyld sejrer, Alvíssmál, og også i digtet om aserne, der drilles af Loke ved Ægirs gilde, Lokasenna. Imellem Odin- og Thordigtene ligger Skírnismál, et digt om Frejs forelskelse i jættedatteren Gerd, efter al sandsynlighed et digt skabt ud fra et frugtbarhedsritual.

Der findes et antal gudedigte uden for Codex Regius´ velkomponerede gudedel. De vigtigste er det dystre Balders Drømme, digtet om Heimdal som Rig, RígsÞula, hvor det klassedelte samfund får sin mytologiske legitimering, og det genealogiske Hyndluljóð. Også Grottesangen om jættekvinderne Fenja og Menja, der maler guld på en kværn, og kvadet om Vølund (der står forrest blandt heltedigtene i Codex Regius) rummer mytisk stof.

Mange gudedigte er dialogdigte, hvor de implicerede kappes om at besidde mest visdom. Nogle digte holder sig til én myte, fx hvordan Thor henter sin hammer hos jætten Trym; andre nøjes med hentydninger til myter. Mange har decideret didaktisk (belærende) præg eller kan kaldes visdomsdigtning. Andre er komiske, med grovkornet sprogbrug og frivole scener.

Heltedigte. I Codex Regius er disse digte komponeret som en cyklus omkring vølsungerne med Sigurd Fafnersbane i centrum og med indlagte, forklarende prosastykker. Sigurddigtene er forbundet med to andre digtkomplekser om henholdsvis Helge Hundingsbane og Gudrun Gjukesdatter. Heltedigtene har paralleller i germansk digtning i øvrigt, først og fremmest det tyske Nibelungenkvad, men også i den øvrige europæiske heltedigtning. Hvert land har sin(e) helt(e), og de smitter af på hinanden. Heltedigtene er tragiske tekster om konflikter, svig, kærlighed, jagt på den hellige guldskat og kamp mod dragen, med en højtopskruet heroisk kodeks som centrum. Ikke just en verden og livsholdning for menigmand, men et fantastisk univers i en fjern fortid. Til heltedigtene regnes også Valkyriesangen og Bjarkemål.

Den Ældre Eddas digte er som helhed først oversat til dansk 1779 (Sandvig); senere er der en stribe oversættelser, bl.a. Thøger Larsen (1926; gudedigtene) og den videnskabelige standardudgivelse af Martin Larsen (1943-46). Inspirationen i digtning, billedkunst og åndslivet generelt fra disse digte er overvældende.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig