Guld, guldalder, "Hvorledes kan man betegne guld?" spørger Snorre i sin Edda; så opremser han ca. tyve kenninger, og derefter uddyber han dem med at fortælle de "guldsagn", der er baggrunden for at bruge disse mytologiske metaforer om guld. Det er en ren skatkiste af fortællinger, der også viser guld som et af de centrale symboler i den nordiske mytologi og sagnverden.

Guld (forstået som materiel rigdom) er både en velsignelse og en forbandelse. I skabelsesmyterne er guld først tegn på asernes liv i en slags evighedsdimension med sorgløs fred og fordragelighed. Det er guldalderperioden. Men det er også guld, der er medvirkende årsag til den første splid i verden, hvor aser og vaner kommer i krig pga. guldbegær (se Gullveig), og dette sætter en voldsspiral i gang, der først standser med den totale udslettelse. Efter Ragnarok genopstår guldalderen: "Der skal atter/ underfulde/ gyldne tavler/ i græsset findes,/ de, som i urtiden/ aser havde" (Vølvens Spådom). Som tegn på denne nye verdens kvalitet dannes det paradisiske sted Gimle, der er af rent guld.

Den danske sagnkonge Frode, med tilnavnet Fredegod, opretter en ny guldalder med fred, frugtbarhed og rigdom i mængde og til alle, en tid hvor man kan lade en guldring ligge på vejen, uden at nogen stjæler den. Når en sådan paradisisk velstand hersker, behøver man ikke ejendom eller magt. Men Frode bliver besat af guld. Han lader to jættekvinder, Fenja og Menja, male guld på kværnen Grotte dag og nat, indtil de gør oprør, og ufredstider varsles. Kenningen hos Snorre er "Frodes mel".

Guld beskrives ofte i myter og sagn som en underjordisk skat, der har med dværge at gøre. Skatten bevogtes af et uhyre, en sumpdæmon eller slange (drage). Skatten skal erobres. Det store sagnstof om Sigurd Fafnersbane (se også myten om Andvare) er et eksempel på denne udbredte forestilling. Erobringen af guldskatten er en heltedåd, der kan opfattes som afspejling af en indvielsesrite for mænd eller mere specifikt for helte; eller som en realisering af sig selv - med psykologen C.G. Jungs udtryk som en individuationsproces, hvor man efter utallige farer når frem til sit selv, der er identisk med hele universets selv. I Sigurd-sagnet ender skatten efter mange episke forløb med at mistes for evigt i Rhinen - det motiv Richard Wagner har udnyttet i sit store musikdrama over nibelungerne, hvor optakten har titlen Das Rheingold. Jævnfør også den middelalderlige alkymis forestilling om at kunne finde verdens grundsubstans, ofte opfattet som guldmageri.

I romantikken genoptog man tanken om en guldalder, man var sunket fra, og hvis særlige nordiske kvaliteter det gjaldt om at genfremkalde, jævnfør skandinavisme og højskolen. Det lykkedes i så høj grad på det kunstneriske plan i Danmark, at litteratur- og kunsthistorikere siden ca. 1900 har kaldt perioden for dansk guldalder. Oehlenschlägers digt Guldhornene bruger denne tanke om en nordisk guldalder, som er evigt tabt, hvis ikke anelse, inspiration, kærlighed og natur-panteisme kunne kalde guderne frem på ny. Udgangspunktet for digtet er et konkret tab: de to Guldhorn fra ca. 400 var netop blevet stjålet.

Blandt mytologiens attributter er mange af guld og typisk lavet af dværge, fx Sifs hår, Odins guldring Draupner og Frejs gris Gyldenbørste. Heimdals hest Guldtop og hans guldtænder peger på hans forbindelse med Solen og lyset. Den danske sagnkonge Rolf Krake har guldringen Sveagris, bl.a. omtalt i Snorres fortælling om kenningen "Krakes sæd".

Arkæologer har fundet adskillige klenodier af guld fra dansk/nordisk oldtid, fx mange guldbrakteater og guldgubber foruden de to - evigt tabte - Guldhorn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig