guder

Guder, Nordisk religion er udpræget polyteistisk og tilhører gruppen af indoeuropæiske religioner. Ud over de to gudegrupper aser (gudinder kaldes asynjer) og vaner findes jætter, der er dæmonmagterne, samt et mylder af overnaturlige væsener (fx de kvindelige grupper diser, norner og valkyrier) og lokalvæsener, vætterne (fx nisser, dværge, trolde og havfolk).

Der findes en række norrøne ord for "guder". Ofte kaldes de æsir, aser (men det er jo også en gruppe blandt guderne). De kan også kaldes goð/guð, dvs. "gud" eller "guder" (opr. neutrum pluralis), fx kan Odin kaldes hangagoð,"de hængtes gud". Begrebet regin markerer de guddommelige magter og rådgivere eller dommere; ordet indgår fx i Ragnarok, der betyder "Gudernes Skæbne". Endelig angiver betegnelsen bond det bindende eller lænkende i relationen til guderne.

Snorre inddeler aserne (ofte kaldt "guderne") i en mandlig og en kvindelig gruppe. Odin har som den øverste as en gruppe knyttet til sig, og hans kone Frigg har tilsvarende en gruppe asynjer. Blandt aserne er også de tre vigtigste vaner, Njord, Frej og Freja, som ifølge myterne er blevet optaget blandt aserne efter en konflikt og fredsaftale med udveksling af gidsler.

Guderne kan inddeles i tre hovedfunktioner: herskergud (Odin), dæmonbekæmper (Thor) og frugtbarhedsgud(er) (Frej/Freja). En tilsvarende inddeling af gudeverdenen findes i de øvrige indoeuropæiske religioner. Særlig vanskelig at placere er Loke, af blandet as- og jætteæt, en trickster og en kaosskaber. Ved siden af Odin har Tyr eventuelt været placeret, men ikke særlig udførligt beskrevet i myterne.

Gudernes univers kan også tredeles på en anden måde. Man kan tage udgangspunkt i de tre dimensioner i kosmos: himmel, jord og underverden. I underverdenen findes dødens kræfter, dødsriget og dets herskerinde Hel; men der findes også magiske og skabende evner, kunstfærdighed og klogskab, fx knyttet til dværgenes smedekunst, til Mimers Brønd og til alferne. Disse såkaldte chthoniske (underjordiske) kræfter kan næppe overvurderes, fx er Odin afhængig af dem og må have hjælp af dem, spørge dem til råds osv. Sammenhængen mellem himmel og jord har med frugtbarheden at gøre og er blevet opfattet som helligt bryllup mellem Solens og regnens mandlige dimension og jordens kvindelige grøde.

Guderne er i myter og digte skildret som særdeles levende, som mennesker i overstørrelse, med lidenskaber, fejl og mangler. Det er vel en afgørende årsag til, at ung som gammel har været så optaget af deres verden, også mange århundreder efter at de har tabt deres religiøse dimension. Primært kan man sige, at guderne repræsenterer billeder af kampen mellem godt og ondt, mellem kosmos og kaos.

Balder er den eneste blandt guderne, der dør før Ragnarok. Han kommer i dødsriget Hel, og guderne forsøger forgæves at få ham tilbage til Asgård. I Ragnarok går hele verden under; guderne dør, ikke mindst i tvekampe med dæmoniske skikkelser: Odin i kamp mod Fenrisulven og Thor mod Midgårdsormen. Men Odins søn Vidar slår Fenrisulven ihjel og overlever i den nye verden sammen med sin bror Vale. Også Thors to sønner Magni og Modi overlever og har arvet hammeren Mjølner. Og Balder og hans ufrivillige drabsmand, broderen Høder, kommer tilbage fra Hel. Også Høner og vaneguden Njord overlever. Selvom de største guder, Odin og Thor, ikke længere er på scenen, er deres funktioner kropsliggjort i deres sønner. Og den nye verden skildres som en gentagelse af den gamle, hvor guderne igen optræder i en ren og "oprindelig" guldalder.

Det er dermed ikke så helt ligetil at svare på, om de nordiske guder er udødelige. Med Balders død kommer døden ind i deres verden; guldalderens uskyldsrene tilværelse er forbi, og Lokes ondskab tager til. Ragnarok er den totale udslettelse. Men efter Ragnarok er der en ny og uendelig tid for de delvis samme guder - så længe det varer.