skjaldedigtning

skjaldedigtning, Det norrøne ord for "digter" er skáld. Ordets betydning er uvis; måske er det afledt af verbet skella, "at skælde" (jævnfør den ondskabsfulde niddigtning, der har været udbredt).

Skjalden ansås for at være beriget med en guddommelig inspiration i den hedenske periode. Denne forbindelse mellem poesi og guddommelig inspiration kendes i øvrigt fra mange kulturer. Digtekunstens mytiske urskikkelse er guden Odin. Især to steder berettes der om hans ophav til digtningen. I myten om skjaldemjøden kommer han i besiddelse af digterinspirationens kraftdrik. Digterevnen fik han desuden ved sit selvoffer i verdenstræet Yggdrasil, som det beskrives i eddadigtet Hávamál. I samme digt beskriver Odin sine runemagiske evner. At kunne skrive og digte, også i mundtlige improvisationer, regnedes i det hele taget for en magisk evne.

I modsætning til den anden store poetiske genre fra nordisk oldtid og middelalder, eddadigtningen, er skjaldedigtningens digtere ofte kendte. Situationen i skjaldedigtet er gerne mere konkret eller lejlighedspræget end det mytologiske eller sagnhistoriske stof i eddadigtene. Der kan fx være tale om en hyldest til den fyrste, som skjalden er hofdigter hos (og medlem af hirden). Eller det kan være et niddigt, der skal ramme en bestemt person. Skjaldedigtet er ofte skrevet i et mere komplekst versemål og artistisk billedsprog end eddadigtet.

Der er dog glidende overgange mellem de to hovedformer, og mange skjaldedigte rummer mytologiske motiver. Sammen med runeindskrifter er skjaldedigte de tidligste kilder, idet man har digte, der stammer fra begyndelsen af 800-tallet. Overleveringerne kan dog være ganske usikre. En stor del skjaldedigte eller enkeltvers er overleveret som led i islændingesagaer og kongesagaer. Flere sagahovedpersoner er skjalde, fx Gunlaug med det bidende tilnavn "Ormstunge" (dvs. ekspert i nidvers) og Egil Skallagrimsson. Egil digter flere store hofdigte og den norrøne poesis hoveddigt (ved siden af eddadigtet Vølvens Spådom), Sønnetabet. Men selv dette dybt personlige digt kan man ikke være sikker på er "ægte": Det kan være, at Snorre, som i dag regnes for den sandsynlige forfatter til Egils Saga, har haft en finger med i spillet.

De myter og sagn, der bruges eller hentydes til, har en formel funktion. Særlig udbredt er en slags metaforiske forsiringer, de såkaldte kenninger. De mange lege med billedsproget gør skjaldedigte svært forståelige, især hvis mytestoffet ellers er - delvist - ukendt. Ydermere bruges der de såkaldte heiti, poetiske synonymer (fx at kalde Odin "Gaut", "gøteren").

Af formelle træk ud over kenninger kan nævnes den komplicerede syntaks, hvor en sætning eller sætningsdel kan afbrydes af indskud. Som det gælder eddadigtningen, er der tale om allitterationspoesi, hvor det er bogstavrim i en bestemt orden - og ikke fx enderim - der er et grundtræk i formen. Det vigtigste versemål i skjaldedigtene er dróttkvætt, "hirdens versemål", hvor der ikke blot er stavrim, men også indrim i en ottelinjet strofe, der har krævet sin mester. Alle disse formelle træk giver digtene en virkning, der minder en nutidig læser om vikingetidens gribedyr-stil i billedkunsten: Alt er sprogligt kædet ind i hinanden, griber fat i hinanden og i sig selv.

Blandt de kendteste skjaldedigte med mytologiske motiver er - ud over Sønnetabet - de såkaldte skjolddigte, en art genfortællinger af sagnmotiver, som var tegnet på et skjold, fx Ragnarsdrápa og Haustlǫng. Der kunne også være tale om et digt over nogle træudskæringer, som det kendes fra Húsdrápa i Laxdæla Saga. Også en del fyrstedigte har mytestof; det gælder fx Haraldskvæði, Eiriksmál og Hákonarmál.

Et hovedafsnit i Snorres Edda hedder Skáldskaparmál, "Skjaldskabslæren". Det er en poetik, en lærebog for skjalde med eksempler på mytologiske kenninger. Snorre ønskede åbenbart at bevare den klassiske skjaldekunst og at sætte nye skjalde i sving.

Begrebet "skjald" om en digter bliver brugt igen i den romantiske periode. Den romantiske opfattelse af digteren som et guddommeligt inspireret geni rimer godt med den hedenske digteropfattelse. Oehlenschläger kaldes direkte "Skjaldenes Adam". Grundtvig er en sær seertype med maniske inspirationsperioder. Også i senere nyromantiske og symbolistiske perioder i litteraturen (fx 1890´erne, Heretica-kredsen ca. 1950 og kredsen omkring Michael Strunge ca. 1980) er digterens sær-syn blevet dyrket.

Artiklen skjaldedigtning er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk