Fenrisulven

Fenrisulven, Fenrir, dæmonisk figur i mytologien, et af Lokes tre børn med Angerbode. Ulven bliver bundet af aserne med stærke lænker, men samtidig bider den Tyrs hånd af. Ved Ragnarok river den sig løs og bliver Odins banemand, indtil den selv dræbes af hans søn Vidar.

Snorre fortæller, at aserne kæmper en stadig kamp mod kaoskræfterne, men de leger med ilden i forbindelse med denne dødskraft i ulveskikkelse. Det er, som om aserne ikke rigtig vil gøre noget, fordi de ved, at mytens gang i retning af Ragnarok er uundgåelig.

Aserne opføder ulven, der er så skrækindjagende, at det kun er Tyr, der tør fodre den. På eventyrvis skal der tre lænker til, og først den tredje, Gleipner, lavet af seks magiske ting af dværge, kan binde den. Gleipner ser ud af ingenting, men ulven fornemmer, at der er snyd på færde og lader sig kun binde, hvis en af aserne lægger sin hånd i dens mund som pant. Da den faktisk ikke kan sprænge Gleipner, fortæller Snorre: "Da lo alle. Undtagen Tyr. Han mistede sin hånd". Men ildevarslende undlader aserne at dræbe uhyret, fordi de er på fredhellig grund. De nøjes med at tøjre den og stikke et sværd i gabet på den. Ulven tuder, og fråden løber af dens kæft og danner en elv, der bliver ved med at løbe, indtil Ragnarok bryder løs.

Eddadigtet Lokasenna nævner også tabet af Tyrs hånd, og eddadigtet Vølvens Spådom omtaler dels en unavngiven ulv, der kæmper med Odin, dels et uhyre, helvedeshunden Garm, som i Ragnarok river sig løs. Ulven(e) er i Vølvens Spådom en væsentlig destruktiv kraft i den lange skildring af Ragnarok. Snorre lader Garm kæmpe med Tyr, og han lader "andre" ulve sluge sol og måne. Der er næppe grund til at antage, at der oprindelig er mere end én ulv på færde - Snorre holder af at systematisere.

Grundtvig anvender det metaforiske udtryk "dødbideri" om Fenrisulvens bid, der i overført forstand har medført åndløshed i Grundtvigs egen samtid. I skuespillet Til kamp mod dødbideriet af Ebbe Kløvedal Reich og Ejvind Larsen, 1974, bruges det tilsvarende billede om de kræfter i det åndssløve, etablerede samfund og hos de materialistiske EF-tilhængere, som ungdomoprøret forsøger at bekæmpe.