Garm, hund, som ifølge eddadigtet Vølvens Spådom står bundet ved Gnipahulen ved indgangen til dødsriget Hel. Ved Ragnarok kæmper den, ifølge Snorres Edda, imod Tyr, og begge dør. Muligvis er Garm identisk med den unavngivne helvedeshund i eddadigtet Balders Drømme, men mere sandsynligt er Garm blot en anden betegnelse for Fenrisulven, som er lænket ligesom den.