• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bjørn Nørgaard

Oprindelig forfatter FSte

Portræt af Bjørn Nørgaard, 2010.

Portræt af Bjørn Nørgaard, 2010.

Bjørn Nørgaard, 1947, dansk billedkunstner. Gennem sit værk har han i flere genrer refereret til nordisk mytologi. Hans Hesteofring, 1970, var en happening udført en vinterdag på en mark, en protesthandling mod Vietnamkrigen og en kunstnerisk rite, hvorunder en hest blev slagtet og dissekeret. I en række tryk fra 1980'erne, bl.a. Freja, bruges igen nordisk stof. Men det er karakteristisk for hans kunst, at hans blander udtryk fra mange forskellige kulturer, tider og stilarter for "at lave vores egen historie i en verden uden historie". Sådanne blandinger ses fx i de store skulpturer Kæmpehøjen II (1974, Ikast), Historisk Port (1981, ved Gladsaxe Bibliotek) og Thors Tårn (1986, ved Høje Taastrup station); sidstnævnte er 26 m højt og spiller bl.a. på nordisk frugtbarhedskult.

På den første af Nørgaards 11 vævede, danmarkshistoriske gobeliner til Riddersalen på Christiansborg Slot (1990-2000) med titlen "Vikingetiden" myldrer det med skikkelser og historier fra de nordiske myter og sagn; træet Yggdrasil breder sig ud fra billedets centrum, og sammenstødet mellem hedenskab og kristendom indgår i den stiliserede komposition. Der er Odinsofre på træet, og som på den store Jellingsten hænger Kristus på træet. I bunden ses bl.a. nornerne og smedene i sorte huler. Se ill. til Ragnarok.

Artiklen Bjørn Nørgaard er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk