Johannes V. Jensen

Johannes V. Jensen, 1873-1950, dansk forfatter. Han oversatte samtlige kvad i Snorres Heimskringla, 1948. Til den store danske udgave af De islandske Sagaer, 1930-32, oversatte han bl.a. hele Egils Saga (med det store digt Sønnetabet) og kvadene i Njals Saga; endvidere skrev han heri en indledning om sagaen som åndsform. Disse tanker videreudviklede han i sin bog Kvinden i Sagatiden, 1942.

I sin egen digtning benyttede Johannes V. Jensen sig ofte af bogstavrim i en form, som er inspireret af den norrøne poesi. Hans store prosaværk Den lange Rejse, 1908-22, er en visionær og egensindig skildring af menneskets udvikling og liv i Norden fra den tidligste tid frem til Columbus. Her udnytter digteren sin store viden om livsformer i oldtiden. Han beskriver også religiøse riter, fx en sejd. En slags gennemgående figur er Norne-Gæst, der optræder i mange forskellige perioder og på den måde også minder om Starkad-figuren i danske sagn. Skildringen af, hvordan man bygger det første skib og konstruerer den første vogn, er blandt romanværkets højdepunkter.

Også i det mindre format bruger digteren af det mytiske stof, fx i slutningen af romanen Kongens Fald, 1899-1901, hvor Fenja og Menjas Grottesang indgår.

Blandingen af en darwinistisk livsanskuelse, en dyrkelse af det karske mandfolk og af de gammelnordiske værdier i modsætning til det degenererede Sydeuropa er en farlig cocktail hos Jensen. Til alt held holdt han sine anskuelser i tømme og lod sig ikke politisk rive med af fascisme og nazisme, som i 1920'erne og 1930'erne kom til magten i Italien og Tyskland. Han undgik det, bl.a. fordi hans idealverden var bundet til det nordisk-angelsaksiske, som han i sin samtid så udfoldet i USA, "den nye verden", som han besøgte talrige gange. Blandt hans oversættelser er også sagastykker om nordboernes opdagelse af Grønland og Vinland (Amerika).