• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Snorre

Oprindelig forfatter FSte

Snorre, Snorri Sturluson, ca. 1178-1241, islandsk forfatter. Som middelalderens vigtigste kulturpersonlighed i Norden var Snorre - lidt ligesom Grundtvig 600 år senere - aktiv på en lang række felter: som forfatter, skjald, litterat, historiker, høvding (og i perioder lovsigemand) og politiker. Hans liv er belyst i hans brorsøn Sturla þórdarsons store samtidssaga, Sturlunga Saga.

Hans politiske virke fandt sted i en periode med borgerkrigslignende tilstande, der sluttede med, at Island blev lagt ind under den norske konge. Snorre blev indblandet i en magtkamp mellem kong Hákon Hákonsson og dennes formynder, jarl Skúli. Af kongen blev Snorre instrueret til at virke for Islands indlemmelse under Norge, men da han - efter et ophold i Norge - kom tilbage til Island, virkede han mest for sin egen magt. I det spegede spil blev han til sidst på kongens bud dræbt med en økse.

Snorre blev opfostret på lærdomssædet Oddi og blev tidligt indviet i litteraturens verden. Han blev gift med Herdis og overtog hermed gården Borg (engang Egil Skallagrimssons gård). Men han "var mangesidet og havde børn med andre kvinder end Herdis", og han forlod kone og Borg og bosatte sig på gården Reykholt, som blev et magt- og kulturcenter. Han rejste til Norge flere gange og besøgte såvel konge som jarl. Han gik ikke direkte i krig, men etablerede sin stormagt ved alliancer og diplomati. Hans store fjende, Sturla, kom i 1236 med 1200 mand til Reykholt, og Snorre rømmede uden kamp. Siden kom han tilbage til gården, og det var her han - efter at hans gemmested i kælderen var blevet røbet - fik banehugget (dvs. blev dræbt), idet han sagde: "Her skal ikke hugges!"

Snorres forfatterskab omfatter to hovedværker i nordisk litteratur- og mytologihistorie: den store samling kongesagaer Heimskringla og Den Yngre Edda (Snorres Edda). Han digtede også en række skjaldedigte foruden det 102 strofer store katalogdigt over metriske former, Háttatal, der indgår i hans Edda. Endvidere regner en række forskere med, at han har skrevet i hvert fald én islændingesaga, Egils Saga. Det er ejendommeligt at forestille sig, at han derved også kan have haft en hånd med i Egils personlige digt, Sønnetabet.

Den norske forfatter Th. Steen udgav i 2002 en roman om Snorres sidste fem dage, Den lille hesten, på dansk Snorres sidste dage, 2008.

Artiklen Snorre er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk