gravskikke

gravskikke, Den mest udførlige beskrivelse af en nordisk begravelse, der er overleveret, er givet af den arabiske diplomat Ahmad Ibn Fadlan. Han skildrer en høvdings bålfærd blandt de svenske vikinger ("ruser") ved Volgafloden i året 922. Høvdingen anbringes først i en foreløbig grav, og en slavinde skal tilbyde at gå med på bålet. Høvdingens skib ligger på stolper ved floden. På bålfærdsdagen ofrer man dyr og gaver og lægger dem på skibet. Slavinden har rituelle samlejer med høvdingens nærmeste og dræbes til sidst med en kniv af en præstinde, "Dødens Engel". Høvdingen og slavinden anbringes på skibet, der antændes og brænder op i løbet af en time. Der rejses en gravhøj over det sted, hvor skibet har ligget.

I myten om Balders død bruges der også et skib. Da Balder er død, dør hans hustru, Nanna, af sorg, og hun anbringes på skibet ved siden af sin mand. De har rige gaver med. Skibet skubbes til havs og brænder først op ude på havet.

© Gyldendal

Rekonstruktion af vikingeskib fra Gokstad-gravhøjen i Vestfold, Norge.

I begge tilfælde er der tale om en dødsrite med skib, gaver og bål. I det første bliver skib og grav ét. I det andet er der tale om en rejse til dødsriget og en efterfølgende modtagelse i og af Hel, med velkomstøl og placering i højsædet. Som motiv på en række billedsten synes en slags bryllupsritual som indvielse til de dødes verden at være tydelig. I den arabiske tekst synes det at være Odin, de døde indvies til. Den måde, slavinden bliver dræbt på, tyder på det. Dermed må rejsen gå til Valhal. Ibn Fadlan kalder da også stedet "Paradis", idet han gengiver en rus´ udtryk for det sted, høvdingen kommer hen. I begge tilfælde er der tale om, at en kvinde kommer med på en mands ligbål. Også i Gisles Saga bruges et skib i et begravelsesritual. 

Skibet må have været en "fast" bestanddel ved stormænds begravelser. Det fremgår af en række skibsfund. I nogle tilfælde har ikke hele skibet, men kun en del været brugt som bålsted. Særlig fornemme fund er de norske: Oseberg-skibet fra år 834 og Gokstad-skibet fra ca. 900. I Oseberg-skibet blev der ud over et væld af gravgaver fundet resterne af en fornem kvinde og hendes tjenerinde samt mindst ti heste, seks hunde og to okser. Fra Danmark kendes Ladby-skibet fra 900-tallet. Det rummer en høvdingegrav i et skib i en gravhøj med rige gravgaver, bl.a. igen heste og hunde. Livet i fornem stand skulle fortsætte ind i døden. 

© Ole Laasby

Runddysse på Mols, består af et kammer med en vældig 11,5 tons tung dæksten og østvendt åbning med to gangsten. Er omgivet af 23 store, indtil 2 m høje randstene. Regnes for Danmarks største runddysse.

Gravformerne skifter en del i løbet af den lange periode fra stenalder til kristendommens komme. Fra ca. 4500-3000 f.Kr. findes (sten)dysser og jættestuer, om hvilke der antagelig har fundet forfædrekult sted. Fra omkring 3000-1000 f.Kr. findes der gravhøje - flere end 100.000 bare i det nuværende Danmark - med enkeltvise begravelser. I tiden mellem 1000 f.Kr. og vor tidsregnings begyndelse dominerer ligbrænding med urnegrave. I perioden fra vor tidsregnings begyndelse til år 1000 findes både ligbrænding og ubrændt begravelse. De omtalte brændinger på skib, som kaldes bådgrave, findes i jernalder og vikingetid. Også skibssætninger lader sig tolke som led i gravkult; fx rummer Danmarks største vikingetidsgravplads, Lindholm Høje ved Nørresundby, eksempler på skibssætninger. Særlig fornemme gravhøje, for kongelige personer, findes i Jelling og Uppsala.

I selve begravelsesriten er indgået et dødsmåltid og gravøl med bægre for guderne, bragebæger og mindebæger. Som nævnt hører gravgaver sig til, også i de mindre grave. Manden har typisk sit våben med, kvinden sine smykker. Der sørges også for, at de får fødevarer med. Flere tekster tyder på tro på gengangere og afværgeriter i forbindelse hermed. Se også døden.

Artiklen gravskikke er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk