Menneskeofring, er som historisk realitet omtalt hos såvel Tacitus (ca. 100 e.Kr.) som Thietmar af Merseburg (ca. 1000) og Adam af Bremen (ca. 1050). Hos sidstnævnte fortælles om store antal menneskeofringer ved helligdommene i Uppsala og i Lejre. Tacitus omtaler, at trælle, som hjalp til ved Nerthus-kulten, druknes i søen, når Nerthus´ procession med vognen er forbi.
Ofte er der tale om hængofre. Det er nærliggende at forestille sig, at sådanne ofringer har været til "hængeguden" Odin. Odin hængte sig selv op som offer til sig selv, som det er skildret i eddadigtet Hávamál.
De righoldige fund af menneskelig blandt mosefundene fra bronze- og jernalder, især i Danmark, viser henrettelser af forskellig type. Tollundmanden er blevet hængt, og strikken sidder ham stadig om halsen. Det er uvist, om der er tale om dødsstraf, krigsfanger eller rituelt udførte menneskeofringer. Efter drabene er der taget vare på de døde.
Sandsynligheden taler for, at der også har været udført kongeofre i den hedenske periode. Saxo fortæller et sagn om et offer til Odin af den norske konge Vikar. Snorre omtaler i Ynglingesaga et offer af en svensk konge for at befri folket fra en fare.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.