offer

Offer, Nordisk religion har været en udpræget offerreligion. Kulthandlingerne kaldes blót, dvs. ofringer. Fra 1000-tallet stammer omtaler hos de to tyske skribenter Thietmar af Merseburg og Adam af Bremen af dyre- og menneskeofringer ved de store helligdomme i Uppsala og Lejre. Som offerdyr nævner de heste, svin, køer og haner. Menneskeofringer og et rigt udvalg af offergaver har man arkæologisk kunnet konstatere i de såkaldte mosefund og i gravfund fra forskellige perioder. Skibe i mindre format eller som rigtige fartøjer hører til de fornemste offerfund og peger på skibet som et centralt symbol i forbindelse med begravelse og rejse til dødsriget.

Formålet med et offer er at give guderne gaver, hvorved de ofrende forventer en slags gengave i form af held og frugtbarhed. Verdens inddeling skabtes i urtiden af et offerdrab på Ymer. Ved at ofre i et blót deler man et offerdyr med guderne, og på en måde gentager man derved dannelsen i urtiden af orden i verden. Offerhandlingen er en kontakt og en kontrakt mellem mennesker og guder.

En detaljeret beskrivelse af et offerblót (men af usikker værdi som kilde hertil) giver Snorre i Hakon den Godes Saga i Heimskringla. Snorre fortæller, at Sigurd Jarl afholdt blót i Trøndelagen. Alle bønder fra egnen skulle samles ved offerstedet, hovet. Øl og dyr skulle de medbringe, og heste og mindre dyr blev slagtet. Blodet fra offerdyrene, hlaut, blev samlet i kar, hlautbollar, og med en riskost, hlautteinn, blev altre, vægge og kultdeltagere bestænket med blodet. Kødet blev så kogt i kedler, og ølbægre og kød blev viet af goden/høvdingen. Der blev drukket skåler, først Odins (for kongen og krigslykken), så Njords og Frejs ("for år og fred", dvs. for velstand og frugtbarhed i den følgende tid). Der blev også drukket bragebægre og mindebægre for "højlagte frænder". Snorre nævner, at det hændte, at jarlen gav hele gildet, "hvoraf der længe var stort ry". Se også riter og menneskeofringer.