Uffe

Uffe, dansk sagnhelt. Han omtales hos både Sven Aggesen og Saxo, der begge er fra ca. 1200.

Uffe er den danske kong Vermunds søn. Vermund selv er gammel og blind og kan derfor ikke tage den udfordring op, som sakserkongen stiller ham overfor: En holmgang på en ø i Ejderen, som skal afgøre magtforholdet mellem danernes og saksernes riger. Men da vågner den sløve søn, Uffe, og tilbyder overraskende at kæmpe mod to saksere på én gang. Sværdet Skræp, som er Vermunds slægtsklenodie, men som han i fortvivlelse har gravet ned, hentes frem. Det er gennemrustent, men alligevel kæmper Uffe sejrrigt med det. Og den blinde Vermund, der ville kaste sig i floden, hvis sønnen tabte, rykker for hvert af de to vellykkede hug med Skræp på sin stol længere ind på land, da han hører, at "det var Skræp, der klang".

Hos Saxo har Uffe tilnavnet "den spage", dvs. "den spagfærdige". Allerede med dette tilnavn minder han om den klassiske eventyrhelt, som alle tror er dum, enfoldig og sløv, fx Esben Askepuster eller Klods-Hans. Han minder også om Amled, en anden sagnhelt hos Saxo, som omgivelserne anser for sær.

Sagnet om Uffe er en stærk fortælling, hvor kontrasten mellem den blinde far og den spage søn og sønnens pludselige opvågnen udfoldes virkningsfuldt. Saxo har nok overført dette stof fra et engelsk grænsekampssagn til en dansk sammenhæng.