1. Verdenskrig - Danmark

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

1. Verdenskrig. Dansksindede sønderjyder, som var tvangsudskrevet som tyske soldater, her fotograferet et sted i de baltiske lande på østfronten, 1914-18. Gruppebillede: På skiltet står En Hilsen sender 12 Nordslesvigere fra Skyttegraven i Kurland. De sidder med dansksprogede aviser: Dybbøl Posten, Flensborg Avis og Heimdal.

Danmark opretholdt i alle krigsårene sin neutrale stilling. Ved krigsudbruddet fandt ingen mobilisering sted, men i stedet blev sikringsstyrken indkaldt; størsteparten af dens 58.000 soldater bemandede Københavns befæstning. Samtidig bøjede regeringen sig efter tysk pres 5.8.1914 og lod udlægge søminer i danske farvande med stiltiende britisk accept, skønt Danmark var folkeretligt forpligtet til at holde dem åbne. I løbet af krigen deltog flere end 30.000 dansksindede nordslesvigere i tysk krigstjeneste, idet Sønderjylland mellem Kongeåen og den nuværende grænse var under tysk herredømme 1864-1920; heraf mistede ca. 5000 livet. Endvidere blev 275 danske handelsskibe sænket, og i alt ca. 700 danske søfolk omkom.

Den danske samfundsøkonomi blev kraftigt reguleret gennem Augustlovene 1914. Danmark opretholdt handel med begge krigens parter og var et blandt flere neutrale lande, der eksporterede kødkonserves til de tyske tropper; spekulanter tjente store formuer på hastigt voksende konservesfabrikation af ofte middelmådig kvalitet, hvad der skaffede dem det folkelige øgenavn gullaschbaroner. 1917-18 gav en indtrådt varemangel anledning til den første danske udstedelse af rationeringsmærker til daglige fødevarer. Der opstod i disse år en betydelig social og politisk uro. Den spanske syge var en epidemi, der i krigens kølvand ramte Europas civilbefolkninger meget hårdt 1918-19, og som i Danmark kostede ca. 12.000 menneskeliv, heraf mange børn og unge (se influenza). Tysklands sammenbrud i 1918 og bestemmelser i Versaillestraktaten 1919 muliggjorde et forløb, der via en international grænsekommission og zoneopdelte folkeafstemninger førte til Sønderjyllands Genforening med Danmark i 1920 og dermed til fastlæggelsen af den nuværende dansk-tyske grænse. Se også Danmark (historie).


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
08/08/2011
Lawa
12/11/2010
Redaktionen
11/11/2010
Oprindelig forfatter
GP
02/02/2009

Emnetræ

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki