Tomáš Masaryk

Tomáš Masaryk, Tomáš Garrigue Masaryk, 7.3.1850-14.9.1937, tjekkisk filosof, Tjekkoslovakiets første præsident 1918-35. Masaryk, der var født i Hodonín i Sydmæhren, studerede filosofi i Wien og Leipzig, og i 1882 udnævntes han til ekstraordinær professor ved det nyoprettede tjekkiske universitet i Prag. Skønt Masaryk ansås for en outsider i byens tjekkiske miljø, blev han snart en kontroversiel offentlig skikkelse.

Efter en kort periode som medlem af rigsrådet i Wien for partiet Ungtjekkerne trak Masaryk sig i 1893 ud af partipolitik for at hellige sig et bredere filosofisk-politisk oplysningsarbejde. Han var som ung konverteret fra katolicismen til protestantismen og tolkede den tjekkiske nationale vækkelse i 1800-t. som en genoptagelse af husitternes kamp for demokrati og humanitet, idet han søgte at forbinde tjekkisk nationalisme med universelle etiske normer. Han engagerede sig også stærkt i sociale spørgsmål og krævede ligeret for kvinder.

Skønt atter rigsrådsmedlem 1907-14 for det lille Realistiske Parti, som nød socialdemokratisk støtte, forblev Masaryk før 1. Verdenskrig en respekteret, men ellers perifer skikkelse i tjekkisk politik. Nationalt var han moderat. Han agiterede for en forsoning med bøhmertyskerne og for tjekkisk forbliven i et demokratiseret Habsburgerrige. Med krigens udbrud opgav Masaryk den moderate kurs. Han drog i eksil og organiserede fra 1915 sammen med Edvard Beneš og slovakken M.R. Štefánik en tjekkoslovakisk modstandsbevægelse, der på allieret side kæmpede for at få Habsburgerriget opløst og erstattet af demokratiske nationalstater. Masaryk opfattede tjekker og slovakker som to grupper af samme folk og ønskede derfor en fælles tjekkoslovakisk stat, hvilket brød med både tjekkernes og slovakkernes hidtidige nationalpolitiske programmer. 1917-18 lykkedes det at få såvel allieret som hjemlig opbakning til kravet, og kort efter Tjekkoslovakiets oprettelse valgtes Masaryk i november 1918 til den ny stats første præsident.

Som præsident bidrog Masaryk stærkt til konsolideringen af staten, der defineredes som en demokratisk, parlamentarisk, centralistisk forvaltet nationalstat, og hans politiske indflydelse oversteg langt hans formelle, forfatningsdefinerede kompetence.