Sahara

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Sahara. Nomade med kameler.

Sahara. Nomade med kameler.

Sahara, arab. al-Sahra, verdens største ørken; ca. 8,5 mio. km2. (Strengt taget er størstedelen af Antarktis, skønsmæssigt 12-14 mio. km2, også ørken, men sådanne polarørkener opfattes gerne som en særlig landskabstype). Sahara strækker sig tværs over Nordafrika, 6000 km fra Atlanterhavet til Det Røde Hav i et 1000-2000 km bredt bælte. Ørkenen når Atlasbjergenes fod mod NV, Libyens og Egyptens Middelhavskyster mod NØ og afløses mod syd af Sahels busksteppe. Formelt går ørkengrænsen ved isohyeten for 100 mm gnsntl. årsnedbør; dens forløb varierer og er i 1900-t. rykket noget sydpå.

Landskabet omfatter alle de forskellige ørkenformer, der kendes: sand-, grus-, sten- og klippeørken samt den sjældne støvørken. Desuden er der bjerge, saltsletter, tørre floddale og oaser. Hertil kommer mod øst Nilen, Saharas eneste permanente flod. Øst for Nilen hedder ørkenen Den Arabiske og Den Nubiske Ørken (hhv. mod nord og syd), og også andre dele af Sahara har lokale navne, fx Den Libyske Ørken.

Den mest kendte landskabsform er sandørkenen (arab. erg), der består af klitter, hvor de øverste lag hele tiden flyttes af vinden. Typisk dannes der lange, sammenhængende klitrækker (seif) og med meget konstante sand- og vindforhold de ret sjældne parabelformede barkaner. Sandørkenen omfatter ca. 20% af Sahara, bl.a. Grand Erg Occidental og Grand Erg Oriental i Algeriet. De kolossale sandmængder er resultatet af erosion gennem millioner af år, transporteret og aflejret af vind og især af tidligere tiders floder.

Grus- og stenørkenerne (reg eller sehir) har en overflade af groft materiale, hvorfra sandet er blæst bort, mens klippeørkenen (hamada) har store, blotlagte klippeflader, fx Hamada du Dra i Algeriet og Hamada al-Hamra i Libyen. Centralt i Sahara ligger flere store områder, støvørkener, hvor overfladen er vindaflejret støv. De er umulige at færdes i og meget lidt udforskede. Hvert år blæser meget sand og støv ud fra Sahara, især mod syd, vest og nord. Støvstormene kan følges langt ud i Atlanterhavet, og i ekstreme tilfælde har støvet nået England.

Sahara.

Sahara.

I det sydlige Algeriet ligger Ahaggarbjergene af vulkansk oprindelse og i Tchad Tibesti, der stadig har vulkansk aktivitet. Længere mod syd ligger Aïr i Niger. Saharas bjerge er stærkt præget af fortidens vanderosion og af nutidens vinderosion og temperatursprængte former.

Gennem ørkenen løber et net af tørre floddale (wadier). Sammen med store saltsletter ved bl.a. Bilma i Niger vidner de om tidligere tiders fugtigere klima. Saltsøerne (chott) syd for Atlas tilføres normalt regn- og flodvand hvert år. I tilknytning til nogle af wadierne og de større lavninger samt ved klippeskrænter findes der højtliggende grundvand og kilder. Her ligger oaserne med deres karakteristiske silhuetter af daddelpalmelunde. Grundvandsreservoirerne under Sahara er mange steder meget store; det udnyttes bl.a. i Libyen, men kun langs med Atlasbjergene sker der nutidig nedsivning, og grundvandet kan derfor kun udnyttes i begrænset omfang.

Sahara har subtropisk og tropisk klima, ekstremt varmt, solrigt og tørt. Store områder er i årevis uden nedbør, og det centrale Sahara er det solrigeste område på Jorden med gnsntl. mere end 11 timers solskin om dagen. Temperaturen når ofte 50 °C om dagen, men kan i de nordlige egne falde til frysepunktet om natten.

Bortset fra Nildalen med ca. 50 mio. indbyggere og de spredte oaser er Sahara næsten mennesketomt. Kun tuaregernes faste græsningsområder i bjergene rummer en fåtallig befolkning. I nyere tid er dertil kommet bosætningerne omkring olie- og naturgasfelterne i Algeriet og Libyen og i mindre omfang Tunesien og Egypten. Hertil kommer uranminerne ved Agadèz og Arlit i Niger, jernminerne ved Fdérik i Mauretanien og råfosfatlejerne i Vestsahara og Egypten. Endelig findes stadig enkelte traditionelle udvindingssteder for salt, fx Bilma i Niger og Taoudenni i Mali, hvorfra transporten fortsat foregår med dromedarkaravane.

Historie

Sahara som ørken er et relativt nyt fænomen. I stenalderen var området frodig, skovklædt savanne med store floder og søer; muligvis har der i ældre stenalder været meget tørre perioder, men så sent som i 7000-t. f.Kr. fik søerne deres største udbredelse. Derefter begyndte en gradvis udtørring, hvis årsager stadig er omstridte. Fra det oldegyptiske Gamle Rige (2634-2125 f.Kr.) er der beretninger om et rigt dyre- og planteliv, men omkring år 1000 f.Kr. så Sahara stort set ud som nu. Af de store søer er kun den stærkt reducerede Tchadsø tilbage; resten er blevet til oaser eller saltholdige sænkninger, der tidligere skabte grundlag for storstilet salthandel.

Mennesket har levet i Saharaområdet fra neandertalernes tid. I yngre stenalder dominerede Cro-Magnon-folk med en forfinet mikrolitkultur. De anses for ophavsmænd til de talrige klipperistninger og -malerier, som viser dyrelivet fra ca. 6000 f.Kr.

Ca. 525 f.Kr. bragte perserne kamelen til Egypten, og omkring Kristi fødsel var den i dromedarens skikkelse ved at brede sig til hele Sahara. På denne tid begyndte også tuaregernes forfædre indvandringen til Ahaggar og Aïr. 950-1000 opstod flere steder jødiske bosættelser, og kort efter begyndte araberne at trænge ind i ørkenen. I mange oaser er der desuden fortsat rester af en oprindelig, sort befolkning, hartanierne.

Dromedaren blev rygraden i den af ørkenfolkene kontrollerede transsahariske handel med især salt, slaver og guld, som havde sin storhedstid fra ca. 1300. De europæiske handelsstationer på Guineakysten ændrede imidlertid handelsmønstrene, og den transsahariske handel mistede efter 1600 en stor del af sin betydning.

Fra 1700-t. trængte europæerne frem, og før 1900 var områdets sidste store afrikanske riger faldet og kommet under europæisk kontrol.

Med Afrikas afkolonisering blev Sahara delt mellem forskellige selvstændige stater; grænsedragningerne gav flere steder anledning til konflikt. Det gjaldt fx grænsen mellem Marokko og Algeriet, ligesom Libyen gjorde krav på det nordlige Tchad. Især det tidligere Spansk Sahara har været omstridt. Spanien trak sig ud i 1976, og samme år udråbte befrielsesbevægelsen Polisario Den Sahara-arabiske Republik, støttet af bl.a. Algeriet. Området deltes imidlertid mellem Mauretanien og Marokko, og da Mauretanien i 1979 trak sig tilbage, besatte Marokko hele området. Via FN er der indgået aftale om, at områdets fremtid skal afgøres ved en folkeafstemning. Se også Vestsahara.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
sthornval
04/03/2014
Redaktionen
04/02/2010
Oprindelige forfattere
BJAnd
01/02/2009
JBS
01/02/2009
K-GP
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki