Zambia - geografi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Landets beliggenhed midt i det sydlige Afrika har været afgørende for udviklingsmulighederne; specielt har den vanskelige adgang til havet givet store problemer. Afstandene fra hovedstaden, Lusaka, til Dar es Salaam i Tanzania og til vestkysten af Angola er begge omkring 1600 km. Mod syd gennem Zimbabwe og Sydafrika er der 1000 km længere, og denne rute har ligesom forbindelsen til havet via Mozambique i perioder været lukket af politiske årsager. Forventningerne om, at Zambias centrale beliggenhed skulle give landet store muligheder for samhandel med landets otte naboer, er endnu ikke indfriet.

Naturgeografi

Flodheste i Luangwafloden.

Flodheste i Luangwafloden.

Zambia udgør en del af Det Østafrikanske Plateau. Terrænet er generelt meget fladt, og monotonien brydes kun enkelte steder af svage lavninger, mindre højdedrag og floder. Højdedrag findes i den nordvestlige og nordøstlige del af landet og spredt i det omkringliggende flade land, fx omkring Lusaka. Højest er bjergene på grænsen til Malawi. Floddale og flodsletter ligger i den vestlige og sydlige del af landet omkring Zambezi og dens bifloder Kafue og Luangwa. De laveste dele af landet findes ved Tanganyikasøen og i Zambezidalen neden for Victoria Falls samt i Luangwadalen.

Zambia. Vandfald på Zambesi-floden.

Zambia. Vandfald på Zambesi-floden.

Klimaet er tropisk, men i områder over 900 m kan nattefrost forekomme. Karakteristisk for klimaet er opdelingen i en regntid og en tørtid, som sammen med temperaturvariationen tredeler året i en regntid, en varm og en kølig tid. Regntiden er fra oktober/november til april/maj. Nedbøren aftager fra 1500 mm årlig i nord til 500 mm i syd. Men nedbøren kan variere en hel del fra år til år, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for landbruget, specielt i den sydligste del af landet. Den varme tid varer fra september til lidt ind i regntiden. De gennemsnitlige temperaturer ligger på 21-26 °C, men i oktober er dagtemperaturer over 30 °C normale. Den kølige tid er fra maj til august med gennemsnitstemperaturer på 13-21 °C. Alt i alt et klima, som uden for regntiden er behageligt.  

Luandwa National Park.

Luandwa National Park.

Plantevækst og dyreliv. Den almindeligste vegetation er skovsavanne med løvfældende træer. Skoven tynder ud mod syd i takt med den aftagende nedbør. Græsvegetation dækker de vidtstrakte flodsletter og sumpede områder. Dyrelivet er rigt og domineres af savannens arter. 19 nationalparker, der tilsammen dækker ca. 60.000 km2, giver nogle af Afrikas bedste muligheder for at se storvildt og rummer muligheder for turisme, der dog langtfra udnyttes pga. dårlige transportforhold og mangel på hoteller. Selvom Zambias natur er i relativt god forfatning, er skovhugst et voksende problem. Træet bruges til fremstilling af trækul, og megen skov ryddes også i forbindelse med det traditionelle svedjebrug.

Zambia. Den 128 m høje og 579 m lange dæmning Kariba ligger på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe, hvor den opstemmer Zambesi-floden. Derved dannes en 280 km lang og 5000 m2 stor sø, som også hedder Kariba. Ved dæmningen ligger et kraftværk, som producerer strøm til begge lande.

Befolkning og erhverv

I forhold til landets størrelse fylder en befolkning på ca. 10 mio. ikke meget; især ikke, når over halvdelen bor i byer, hvoraf hovedparten ligger langs jernbanen fra Kobberbæltet i nord over Lusaka til Livingstone i syd. Men befolkningsvæksten er stor, ca. 3% om året, og folketallet er tredoblet siden uafhængigheden. Den afrikanske befolkning er fordelt på mere end 70 etniske grupper, men ingen er talmæssigt dominerende. De største stammer er tonga, bemba og lozi.

Minedriften var grundlaget for den europæiske kolonisering, og efter uafhængigheden har landets økonomi og udvikling også været baseret på minedriften og salg af først og fremmest kobber. I 1969, da produktionen af kobber kulminerede, købte staten aktiemajoriteten i de større mineselskaber som et led i en zambianisering og for at få kontrol over minedriften. Men sammen med de stærkt faldende kobberpriser fra 1970 har købet været skyld i mange af de økonomiske problemer, landet siden har kæmpet med. De fleste miner ligger i Kobberbæltet i den nordlige del af landet. Der er både underjordiske og åbne miner, men de er forældede, forgældede, nedslidte, dårligt ledet og har for høje produktionsomkostninger. Det forsøger regeringen nu at rette op på ved en privatisering.

Landbruget er det erhverv, der beskæftiger flest. Der er to typer: kommercielt og et selvforsyningslandbrug. Klima og jordbund giver i store dele af landet gode vilkår for planteavl, men kun ca. 20% af den dyrkbare jord bliver anvendt. Majs er den vigtigste afgrøde; andre er kassava, jordnødder, hirse, durra, ris, hvede, solsikkefrø, tobak, bomuld, sukkerrør og grøntsager. Kvæg og andre husdyr er udbredt i det meste af landet. Gode muligheder for kunstvanding udnyttes langtfra, hvilket hæmmer landbrugsproduktionen og udsætter bønderne for følgerne af tørke. Det kommercielle landbrug blev igangsat i kolonitiden af væksten i minedriften. Hvide farmere blev tiltrukket og fik tildelt jord langs jernbanen fra Livingstone til Kobberbæltet for at dyrke majs, som var og er den afrikanske befolknings basisføde. I dag er mange af de store kommercielle farme gået over til dyrkning af andre afgrøder som tobak, bomuld og kaffe; hertil kommer grøntsager, som i stigende omfang sendes til Europa med fly.

Selvforsyningslandbruget, som omfatter mere end 90% af bønderne, dyrker ca. 80% af landbrugsjorden. Det er småbrugere, som normalt ikke har ejendomsret til jorden; meget dyrkes af kvinder og børn, mens mændene søger arbejde i byerne og minerne. Driftsformen er traditionel uden andre hjælpemidler end en hakke; i den nordlige del af landet ofte som svedjebrug. Dårlige transportforhold vanskeliggør distribution af landbrugets fornødenheder og afsætning af produktionen. Regeringen har i 2000-t. reformeret landbrugspolitikken, bl.a. ved en opsplitning af statsejet jord til smålandbrug med privat ejendomsret til jorden.

Industri findes i Lusakaområdet og i Kobberbæltet i tilknytning til minedriften. Industrien har i mange år været præget af statslige og halvstatslige virksomheder med lav produktivitet og ringe produktkvalitet. Der produceres til hjemmemarkedet inden for fødevarer, tobak, tekstil, metal, maskiner, papir, kemikalier og gummi. Liberaliseringen af udenrigshandelen betød indledningsvis at de beskyttede industrier blev udsat for konkurrence fra udlandet, hvilket førte til at produktionen faldt væsentligt. De virksomheder som overlevede, og ofte privatiseredes, gav sektoren en ny vækst inden for fødevarer, tobak, tekstiler og læderindustri.

Turismen er i vækst på trods af infrastrukturproblemer, bl.a. fordi politisk uro i Zimbabwe har fået en del af turismen i dette land til at skifte til Zambia.

Landets reformorienterede politik har betydet, at regeringen har fået væsentlig støtte fra internationale donorer. Socialt fik den dog en række negative konsekvenser. Privatiseringen af minedriften og flere andre større virksomheder medførte stigende arbejdsløshed. Stigende kobberpriser i 2000-t. har dog igen øget investeringerne og beskæftigelsen i minesektoren.

Læs mere om Zambia.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Der skal bygges en ny skole, så der skal lave mursten i dette lille teglværk.

Viser 1-6 af 10 billeder | Se alle

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
sthornval
18/03/2014
Redaktionen
30/11/2012
Oprindelig forfatter
EEO
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki