Guldkysten, kolonitidens navn på den del af Vestafrikas kyst, som svarer til det nuværende Ghanas kyst. I 1471 nåede portugisiske handelsfolk hertil, og uden om de arabiske guldhandlere indledte de guldhandel med akan-folket. I de følgende 200 år anlagdes 25-30 europæiske forter på kysten. Ved den britiske kolonisering i 1800-t. kontrolleredes guldhandelen af ashanti-kongen, og guld er fortsat blandt Ghanas vigtigste eksportvarer.
Fra 1658 havde Danmark etablissementer på Guldkysten. 1660-80 blev den danske handel forestået af Glückstadtkompagniet, som oprettede to handelsforter, Frederiksborg samt Christiansborg. Førstnævnte solgtes imidlertid til englænderne i 1685. Dette kompagni efterfulgtes af Vestindisk-guineisk Kompagni, som dog først selv forestod handelen fra 1698. Senere oprettedes flere mindre forter længere østpå. Fra 1754 vekslede administrationen mellem kongeligt styre og private kompagnier, indtil kronen i 1792 endeligt overtog forterne.
Frem til begyndelsen af 1700-t. var danskerne overvejende interesseret i guld, hvorefter handelen blev domineret af eksport af slaver, der førtes til Vestindien. I alt afskibedes ca. 85.000 slaver fra Vestafrika på danske skibe fra 1660 til 1802, da dansk slavehandel ud af Afrika blev forbudt.
I 1800-t. forsøgte man at etablere plantagedrift og udbygge et dansk overhøjhedsområde på begge sider af Voltafloden, men konkurrencen fra briterne gjorde det umuligt, og danskerne solgte i 1850 deres rettigheder i området til Storbritannien. Se også danske tropekolonier.
Viser 1-1 af 1
At den dansk slavehandel blev forbudt i 1802 er en myte skabt i 1800tallet.
Viser 1-1 af 1
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki