Grækenland i oldtiden - medicin

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Guden Apollons helbredende evner er beskrevet af Homer i Iliaden. Senere omtales Apollons søn Asklepios som den særlige lægegud. Asklepioskulten havde sin blomstringstid ca. 600-300 f.Kr.; dens tidligste kendte tempel lå i Epidauros, hvorfra den bredte sig til hele det hellenistiske samfund, bl.a. til Kos, hvor et af de mest berømte templer lå. Tempelpræsterne har muligvis udøvet nogen sygdomsbehandling, men de vigtigste elementer i tempelmedicinen var magi og overtro.

Samtidig med denne tempelmedicin praktiserede verdslige sygdomsbehandlere deres håndværk på vandring fra by til by. Viden om håndværket blev ofte videregivet fra far til søn. Enkelte steder forekom egentlige lægeskoler, hvoraf de mest betydningsfulde lå på Kos, i Knidos og i Kroton. Denne udvikling af den verdslige medicin var begunstiget af, at Asklepioskulten ikke var særlig dogmatisk, og at en række af de førsokratiske filosoffer beskæftigede sig indgående med sygdomsbegrebet og dermed kunne støtte og præge de spirende tilløb til erfaringsvidenskab (empiri). Fx erkendte Alkmaion, at hjernen er sæde for bevidstheden, mens Empedokles' lære om de fire elementer (luft, ild, jord og vand) kom til at danne grundlag for læren om de tilsvarende fire kardinalvæsker (blod, gul galde, sort galde og slim), der var grundstammen i humoralpatologien. Sygdom forklaredes her ved, at forholdet mellem væskerne forrykkes, og at de samler sig forkerte steder. Humoralpatologiens teoretiske grundlag blev ændret talrige gange; denne lære nåede sit højdepunkt ved Galenos' virke i 100-t. e.Kr. og blev da knæsat med betydning for sygdomsopfattelsen de næste ca. tusinde år. Også Aristoteles bidrog ved dissektioner på dyr til forøgelse af den anatomiske viden. Hans metodiske pluralisme og videnskabelige tænkemåde fik ligeledes indflydelse på udviklingen af tidens lægevidenskab.

I denne brydningstid mellem magisk mytologi og begyndende empiri virkede i 300-t. f.Kr. oldtidens mest kendte læge, Hippokrates, som blev forbilledet for den praktiske lægekunst og lægelige etik. I 200-t. f.Kr. flyttede tyngdepunktet til Alexandria, hvor Herofilos og Erasistratos grundlagde den såkaldte Alexandriaskole. Den oldgræske medicin var kendetegnet ved, at den var opdelt i en lang række endda meget forskellige skoler med hver sit system og dertil svarende behandlingsmetoder, hvoraf flere brød med humoralpatologien.

Læs mere om Grækenland i oldtiden.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
28/01/2010
Oprindelig forfatter
JBrix
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki